Garagerock uden udløbsdato. Samtale med Yesterday's Breed

Yesterday’s Breed, der består af Claus Rosenblad og Sigurd Djurhuus, debuterer måske snart. De har i hvert fald en plade klar med ren og uforfalsket garagerock. Rosenblad og Djurhuus har tidligere spillet i blandt andet Aron & The Black Beacon Orchestra, Ghost Rocket, Tidsgæst, Dirty Grass, Preaben, Høflig Afvisning, Swing Of Sahara og Quiet Spring. Men nu gælder det Yesterday's Breed, som man kan støtte udgivelsen af via crowdfunding-siden Booomerang. I skrivende stund er der indsamlet 36 % af målet. Tiden er knap. Den 31. maj udløber kollekten.

Undervejs i samtalen dukker der seks numre op fra henholdsvis 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne, som d’herrer har et særligt forhold til. Men allerførst en teaser fra Yesterday’s Breed:

For seks, syv, otte år siden var garagerock buzz-ordet for mange med hang til rockmusik. I dag er det psych. Ikke at garagerocken er afgået ved døden. Den er bare trådt i baggrund. Jeg ved godt, at I begge har dyrket genren intenst tidligere. Men hvad er det, der har fået Jer til at gå i studiet og indspille en garageplade netop nu?

Claus Rosenblad:

”For mig har garagerock ikke nogen udløbsdato og den er heller ikke en entydig størrelse. Vi spiller naturligvis først og fremmest garagerock, fordi vi har en brændende interesse for den. Men også fordi, vi gerne vil vise en lidt mere nuanceret side af genren. For mange er garage ensbetydende med et riff og en attitude. Med Yesterday's Breed viser vi derimod, at man også sagtens kan inddrage følsomme ballader og folkrock. For hvis man lytter til vores inspirationskilder fra 1960'erne, er det netop det, de gjorde. De holdt sig ikke kun til en formel og et bestemt tempo, men varierede udtrykket undervejs. Akkurat ligesom vi gør det på den nye plade!”

Claus Rosenblad:

Buddy Holly: ‘Not Fade Away’ (1957)

”Den sang rummer bare al den naivitet, charme og sorgløshed, som 50'erne kunne mønstre. Elsker også den fede Norman Petty produktion og så var han jo et geni af en sangskriver!”

Sigurd Djurhuus:

”Jeg er enig med Claus. Den periode vi er inspireret af er edderspændende. 1965-66 var lige der alt eksploderede. Der var ingen regler for, hvad man kunne spille, alle efterlignede alle. Osse de store navne var i en rivende udvikling, så der var endnu ikke sat nogle standarder for, hvordan noget skulle lyde.

Dét der satte denne plade i gang, var, at vi fik Dirty Grass-pladen afsted. Vi fandt hurtigt ud af, at det både er dumt og håbløst, at prøve at lave et stileksperiment. Det kommer aldrig til at lyde som gammel garage alligevel, for du kan ikke frasige dig 60 års teknologisk og musikalsk udvikling. Men det man kan gøre er at lave noget man selv synes lyder fedt, og så er den egentlig ikke længere.”

Sigurd Djurhuus:

Johnny Kidd & The Pirates: ‘Please Don`t Touch’. (1959)

”Et interessant eksempel på 50'er rock, med et klart 60'er garage b-stykke. Sjov blanding.”

Jamen, så lad os tage spørgsmålet om inspirationskilder med det samme. Claus, jeg ved, at du er flittig pladesamler med en stor forkærlighed for netop garagerock og folk fra tresserne, så det må have været ’right up your alley’ at gå i gang med dette projekt. Har du fået hørt en masse plader i processen?

Ja, her jeg er virkelig på hjemmebane her! Min inspiration undervejs har især været obskur amerikansk garage fra midttresserne og mere præcist navne som The Savages, Summer Sounds og Squires. Men også mere kendte bands som Seeds og Remains og til dels Beau Brummels. Også den sound, man kunne finde på labels som Fenton og Soma Records. Det fede med de bands, der udkom her, er, at de bare spillede røven ud af bukserne uden den store studiolir og teknik. Naiv, desperat teenage-garage med nerve og energi. Basale ting, som er langt vigtigere end teknisk kunnen. Helt uimodståeligt!

Claus Rosenblad:

The Squires: ‘Going All The Way’ (1966)

“Simpelthen garagesangen over dem alle, og verdens bedste single, som heldigvis befinder sig hjemme i samlingen…”

Sigurd, du arbejder med så mange forskellige udtryk (Tidsgæst, Drøbelkommandohest, jazz, impro, prog, balkan, klezmer osv.). Hvordan er du gået til projektet?

”Vi begyndte med at sende en masse skitser til hinanden, og det meste af dét, jeg kom med, blev øjeblikkelig kasseret af Claus. Jeg tror, han fra begyndelsen havde en klar idé om, hvad han ville lave, hvor jeg som sædvanlig gik i 100 retninger. Egentlig er jeg mest producer, arrangør og sessionmusiker på den hér plade. Claus er chefkomponisten og den med det store overblik.

Min indgang til alt, hvad jeg laver er muligheden for at eksperimentere, og så længe det er noget jeg kan li' er det underordnet, hvilken stil det er i. Men hjertet banker selvfølgelig for garagerocken, som er en uadskillelig del af mine teenageår.

Sigurd Djurhuus:

The By Fives: ‘I Saw You Walking’. (1966)

”Bedste garagenummer, der nogensinde er indspillet. Hvorfor? Fordi jeg kan høre det igen og igen i årevis ude at blive træt af det.”

Hvordan har I indspillet pladen?

Sigurd Djurhuus:

Claus kom over til mig i Sverige, vi købte en pose øl og så gik vi i gang med at indspille i min dagligstue. Vi begyndte simpelthen med trommer og bas, og lagde så alt andet på efterfølgende. Det er ikke en særlig garage-agtig måde at indspille på, men vi er jo altså kun to om det her. Faktisk overdubbede man osse for fuld tryk i 60'erne, men selvfølgelig ikke på low-budget musik, der bare skulle sælges til dumme teenagere.

Egentlig kan jeg godt more mig over den puritanisme, der råder på det her felt. Dén der idé om, at man får alt til at lyde 60'er-agtigt ved at have det rigtige grej og de originale instrumenter. Jeg bevæger mig ind på et farligt område nu...”

Claus Rosenblad

”Jeg har ikke så meget andet at tilføje, end at det var gode øl”

Claus Rosenblad:

Shadrack Chameleon: ‘Don't Let It Get You Down (1973)

“En af de mest smukke og triste sange, du har hørt. Shadrack Chameleon var en trio der udsendte en desværre håbløs sjælden lp, de fleste samlere må nøjes med at drømme om. Æv!”

Et afsluttende spørgsmål. Hvorfor crowdfunding?

Sigurd Djurhuus

”Måske er der lidt berøringsangst omkring crowdfunding. Det er et ret nyt begreb, og selve ordet er hurtigt blevet et af de der buzz-words, der gør folk mistænksomme. Men i bund og grund er der tale om en fin gammel brugerbetalingstradition, der har rod i den danske andelsbevægelse omkring århundredeskiftet.

De fleste musikeres store problem er, at de har brugt et halvt liv på at øve sig på at spille musik. Stortset alle jeg kender er totalt uinteresserede i forretningsdelen. Det er derfor de er musikere, ikke sælgere. Men det er jo så skægt at komme ud på plade, og det vil alle musikere som regel. Men når man så har fået sine nypressede plader, får man det problem at man skal ud og prøve at overbevise folk om, hvor fed den er og hvor skide god idé det er, at de skal købe den. Det fungerer ikke medmindre man er en knaldhård købmand, og sådan nogen bliver ofte set som røvhuller. Det ry har man ikke lyst til at have som musiker.

Med crowdfunding af plader er der åbnet op for, at dem der lytter til musik kan blive en del af udgivelsen. De kan påvirke, at den overhovedet bliver til noget, og få et eksemplar i hånden med det samme, hvis indsamlingen lykkes. Altså en direkte udveksling uden nogle skumle mellemled. Musikeren får sin plade ud, møder en masse flinke nye mennesker og undgår at loftet bliver fyldt med uåbnede LP kasser. Jeg ved ikke om I har tænkt på det, men plader er altså lavet for at blive spillet! De skal da for helvede ikke stå i en kælder og mugne!

Nogen føler, at crowdfunding er en form for tiggeri, men intet er mere forkert. Ved tiggeri giver man uden at forvente at få noget igen. Her får folk præcis det de har betalt for, og fungerer samtidig som en garant for, at de mere snævre udgivelser kommer ud til de rigtige mennesker. I mine øjne er dette en af de mest rene former for udveksling man kan lave.

Så kan man spørge om der er interesse for det man vil søge penge til. Det er jo f.eks. ikke ligefrem fordi verden har brug for mere garage-rock. Der er jo så latterligt meget derude på det store ta' selv bord. Men den her plade er vores plade, og den har I ikke! Den findes ikke engang. Men det har I muligheden for at ændre på."

Sigurd Djurhuus:

Neo Boys: ‘Running In The Shadows’. (1979)

”Her hører man arven fra fortiden med en overfrakke (eller undertrøje) af punk.”