På torsdag er det valgdag og
worlddag. Førstnævnte lader vi gå ubemærket hen i Mod Strømmen. Til gengæld
dykker vi sammen med Roskilde-booker Peter Hvalkof dybt ned i festivalens
verdensmusikprogram. Det var altså helt bevidst, at worldgenren ikke var med i
vores optaktsudsendelse til årets musikalske excesser og udskejelser på
Dyreskuepladsen, der blev sendt d. 4. juni. For hvem er bedre til at præsentere
kunstnerne end manden, der har engageret dem?
Allerede nu ved jeg, at jeg har
et par spørgsmål. Måske har jeg ikke helt fattet scenarioet bag Africa Express,
som Damon Albarn i samarbejde med en række afrikanske musikere, så småt lancerede
for efterhånden ti år siden. Songhoy Blues fra Mali og Jupiter & Okwess
International fra Den Demokratiske Republik Congo, vil være oplagte emner til
den fem timer lange Africa Express-seance, der lukker Arena ned, lørdag nat.
Men begge grupper figurerer også på det officielle program. Betyder det så, at
de ikke optræder med Damon Albarn og co. eller er Africa Express en lang
jamsession, hvor musikere går til og fra?
Gennem årene har Africa Express nemlig
haft så prominente og forskelligrettede gæster som Brian Eno, Terry Riley, Tamikrest,
Amadou & Mariam, Gang Of Four, Massive Attack, Billy Bragg, Basement Jaxx, Elvis
Costello, Tinariwen, Mick Jones, De La Soul, Don Letts, Staff Benda Bilili, The
Specials, Tony Allen, Yeah Yeah Yeahs, Bjork, Fatboy Slim, Johnny Marr, Paul Weller
og Sir Paul McCartney. Så hvad der kommer til at ske på Africa
Express eneste koncert i år er muligvis stadigvæk en dyb hemmelighed?
Lyt med nu på torsdag, d. 18.
juni, kl. 18.00, på 98.9 FM eller via den direkte livestream.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar