Blogger Widget

onsdag den 7. juni 2017

”Vi har begge en forkærlighed for Rolling Stones, Stooges og en masse andet klassisk rock, soul, punk og new wave…”. ’Girl In The Garden’ med Electric Scar


Under overskrifterne ”Det er fornærmende at blive hjernevasket af sådan en omgang lort” og Hippier og musiknørder er ens over hele verden”, har jeg tidligere og uafhængigt af hinanden, interviewet Leonard Davies fra Fallen Men og Jonathan Højgaard Jensen fra det daværende Spökraket. Nu har de to fundet sammen under navnet Electric Scar.

Jonathan Højgaard Jensen fortæller:

”Electric Scar blev dannet i 2016 af Leonard Davies og jeg. Det skete ret spontant, da mit gamle band Spökraket var blevet opløst kort forinden og jeg af forskellige årsager var træt af at være forsanger. Sad i en gevaldig koger hos en fælles ven og bad om Lennys nummer – ringede straks og halvanden time senere var vi i gang med at optage. Resultatet af den første session blev grundsporene til ’Shallow People, og ’Nice On My Own’, som begge kan findes på pladen. Det var anden gang vi nogensinde spillede sammen og det var oplagt at fortsætte, da det var både produktivt og sjovt. Vi har ellers kendt hinanden i mange år. Lennys band Fallen Men var en åbenbaring, da jeg som 18-årig var til Rock Mod Regeringen i Silkeborg i 2004. Vi har begge en forkærlighed for Rolling Stones, Stooges og en masse andet klassisk rock, soul, punk og new wave og er begge af den overbevisning at rock 'n' roll skal være indspillet på bånd, hvilket vores album selvfølgelig er. 


På pladen synger Lenny leadvokal og skriver sangene. Jeg spiller trommer og står for det tekniske. Guitar, bas og percussion bliver delt imellem os. Derudover spiller Lenny synth på et enkelt nummer. Samtidig har vi en række gæster med. Fie på saxofon, tre søstre ved navn Ursula, Christiane og Laura på kor, Freja og min daværende kæreste Ina på kor, de tidligere Spökraket-folk Bjørn og Tobias på henholdsvis håndklap og slideguitar og min ven Jonathan som egentlig normalt laver hiphop på håndklap. Håber ikke jeg har glemt nogen.

På mange måder har processen været meget løs og lidt i stil med, hvordan Rolling Stones gjorde da de indspillede ’Exile On Main Street’. En vis grad af kaos og fest, men først og fremmest en tilgang, hvor det ikke er så fandens vigtigt hvem, der spiller hvilket instrument, bare helheden fungerer.

For tiden er vi i gang med at øve op til at spille live. Vi er fem personer. Mikael på trommer, Tobias på bas, Freja på kor og percussion, Lenny på leadvokal og guitar og jeg på guitar og kor. Forhåbentlig er de alle med på næste plade som faste medlemmer.”


Hvis man er interesseret i, hvem der spiller hvad, så er det noteret under hvert enkelt nummer på Bandcamp. Electric Scar spiller blandt andet på Fællestival, der finder sted i dagene 20. - 23. juli, i en ådal, små fem km udenfor Stenstrup på Sydfyn.

Ingen kommentarer: