Blogger Widget

tirsdag den 26. december 2017

Saxofoner en masse i Mod Strømmen


“My Springsteen problem is just that saxophones don’t belong in rock & roll. They just don’t belong”, er Courtney Love citeret for at have sagt. Her på Mod Strømmen-redaktionen er vi bogstaveligt talt lodret uenige med fru Love.

At saxofonen ikke er blandt messingblæseren, men er klassificeret som en træblæser, beror ene og alene på, at saxofonbladet typisk er lavet af træ. Og uden det kan man ikke få en lyd ud af instrumentet. Saxofonens fødselsdag kan man stedfæste til 1846, da den blev patenteret af den belgiske opfinder Adolphe Sax. Selvom nyere kompositionsmusik har taget blæseinstrumentet til sig, så led Saxs opfindelse en krank skæbne tilbage i midten af 1800-tallet. De klassiske orkestre havde ingen intentioner om at bruge den. Og det var ikke før den ad omveje havnede i USA, at den for alvor fik en plads i populærkulturen. Mest kendt er instrumentet selvfølgelig i jazzsammenhænge, men den var også meget vigtig i tidlig rockmusik. Om vi når forbi disse stilarter på torsdag vil tiden vise. Men lur mig, om vi ikke nok skal nå garagerock, krypto- og postpunk, mens det efter alle stjernetegn at dømme nok kommer til at knibe med klæbrig firsersax.  

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag d. 28. december, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Ingen kommentarer: