Glædelig jul. Mod Strømmen sender 2. juledag

Julen bliver mild og blæsende. Jeg skal fejre den på Bakkegården. Det hedder den faktisk. And og flæskesteg. Om vi når julegudstjenesten i den lokale sognekirke ved jeg ikke. Dele af familien tropper op. Det må næsten være nok.

Og husk nu, at det er nye tider. Vi behøver eksempelvis ikke at være til stede i radiostudiet for at sende. Derfor kommer der, 2. juledag, mellem kl. 18-20, en udsendelse om 2013 i genudgivelser, ’first time on vinyl’, boxsets, tidligere uudgivet materiale, osv., som vi optog først i december.

Lyt med 98.9 FM eller stream programmet direkte.

Til slut en julesang. Skønt, jeg de seneste dage, har hørt Nick Lowes fremragende nye juleplade, ‘Quality Street’, og Dylans nyklassiker, ’Christmas In The Heart’, så er det en helt anden sanger/sang, der har bidt sig fast. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg også har set to julefilm. Begge fra firserne, begge med Darlene Love. I den ene, ’Dødbringende Våben 1’, der godtnok foregår under højtiden, men ellers ikke har meget med den at gøre, spiller hun Danny Glovers hustru, Trish Murtaugh. Den anden, ’Gremlins 1’, åbner med Loves ‘Christmas (Baby Please Come Home)’ fra ‘A Christmas Gift For You From Philles Records’. 

Glædelig jul.

BEAT 2013-listerne fortsætter de kommende dage.

BEAT 2013 (5 af 8)

Af Thomas Løppenthin

(Note fra redaktøren. I denne årslistes oprindelige form fra Borderline Magasin er der rundtregnet 25 YouTube-videoer. Af praktiske grunde linker jeg kun til sangene her. HH)  

DE FEM BEDSTE DANSKE

5. Iceage: ‘You’re Nothing’

Denne til tider hypermelodiske plade fik, frigjort fra mediernes granatchok-agtige reaktion på debuten, bedre plads til at modnes. Hvis forgængeren ‘New Brigade’ var ‘Nervous Breakdown’ så er de (stadig) unge københavnere på ‘You’re Nothing’ ræset frem til ‘My War’. Herunder ‘Ecstasy’ med omkvædet “Pressure, oh god no, pressure”. Herligt.

4. De Høje Hæle: ‘Mund Til Mund’

Taget i betragtning, at der er fire år mellem indspilningerne af debuten og ‘Mund Til Mund’, ja, så er det ikke så mærkeligt, at Hælene har udviklet sig. Det musikalske sidder lige i skabet og tekstuniverset efterlader gudskelov stadig plads til, og forventning om, at lytteren selv kan bruge hovedet. Herunder ‘Kikkertsyn’

3. Emenkaya: ‘Emenkaya’

Aarhusianske Emenkaya, med folk fra bl.a. Under Al Kritik og Cola Freaks, dukkede op ud af det blå, og forsvandt desværre lige så hurtigt igen. Albummet er blitzende hurtig hardcore with a twist. Jeg ved, at det er et long shot, men jeg krydser fingre for at de vender tilbage. Herunder ‘Menneske, Frygt Dig’.

2. Allan Olsen: ‘Jøwt’

Allans bedste plade i 13 år. Og så tilmed en pr-genistreg der kunne rydde forsider. Fra den humoristiske genindspilning af Hausgaards 30 år gamle ‘Hjemstavn’ til den smukke og meget rørende frostfilm ‘Hjørringvej’, noget så sjældent i dansk musik som en jule-roadmovie, lever denne plade på et enormt overskud, der føles som om den blev skrevet og indspillet på en uge. Herunder ‘Det Nyeste Sort’.

1. Spids Nøgenhat: ‘Kommer Med Fred’

Jeg havde ikke turde håbe på, at denne “svære to’er” ville falde så fantastisk ud. Men med en helt ubeskrivelig tilbagelænethed og krystalklare hits som ‘Mere Lys’, ‘Lolland Falster’, og den fantastisk smukke ‘Lever Vi Nu’, har Spids Nøgenhat leveret en dansksproget nyklassiker. Herunder ‘Lever Vi Nu’. “Er det bare at vælge? At sige ja eller nej? Får vi så hele turen? Lever vi nu?”

DE TI BEDSTE UDENLANDSKE

10. Pissed Jeans: ‘Honeys’

Det må sortere under ‘politisk ukorrekt’ at kalde en plade for retarderet og/eller hjernedød, men det er altså, hvad der sådan lige falder ind, når man skal beskrive Pissed Jeans’ første i fire år. Totalskadet og helt frigjort. Titler som ‘Bathroom Laughter’, ‘Cafeteria Food’, eller ‘Cathouse’, som handler om hvor irriterende det er at have katteallergi og blive inviteret til fest i et kattehjem. Herunder ‘Loubs’, der handler om, ja, lyt selv. Noget med sko. Fuck, det’ clever.

9. Robert Pollard: ‘Honey Locust Honky Tonk’

Med en snært af countryinspiration, og så tilpas mange lysende hits til, at de uundgåelige fillers (dette var blot et af seks albums fra Pollards hånd i år) ligesom gled ind i en smuk helhed. Herunder ‘I Killed A Man Who Looks Like You’. “Writer’s block is for pussies”, udtalte Pollard i år til Rolling Stone.

8. Howe Gelb: ‘The Coincidentalist’

Årets Howe Gelb-plade føjer intet nyt til en lang og imponerende karriere, men niveauet er bare så vildt højt, at den fortjener en plads på listen. Gelb leverede med sangen ‘Picacho Peak’ intet mindre end årets tåreperser, en helt igennem rystende smuk fortælling, som med få virkemidler bare kan få alt til at gå i stå. Men altså, ingen grund til at sende læserne i gulvet, så herunder ‘Unforgivable’.

7. Bed Wettin’ Bad Boys: ‘Ready For Boredom’

En plade der på ingen måde skilter med påny at have opfundet rockmusik. Men det er da også fløjtende ligegyldigt, når man kan stjæler med arme og ben fra Replacements, Only Ones og glam rock, og når sangskrivningen som her bare er helt i top. Og så den der snottede vokal, som det meste af pladen lyder så presset. Det er et fedt album. Herunder ‘Any Day Now’.

6. Iggy And The Stooges: ‘Ready To Die’

Årh, manner, hvor den plade bare tog mig med bukserne nede. Årets comeback! James Wiliiamson tilbage på guitar, og denne gang også i producerstolen. Og til lejligheden har de fundet Steve Mackay, som i sin tid spillede på Fun House, frem. Sikke et hold. Tjek titelnummeret herunder. Et fuldstændig nådesløst attack af James Williamson-guitarer all over the place. SKRU OP!

5. Kurt Vile: ‘Wakin’ On A Pretty Daze’

Det er svært at forestille sig, at Kurt Viles studievejleder nogensinde har opfordret ham til andet end at blive musiker. Det ville simpelthen også være spild af talent. På årets plade giver han sig ekstra god tid, og det klæder virkelig kompositionerne, at de får så meget plads. Herunder den næsten 10 minutter lange albumåbner og titelsang, der fortjener genlyt i det uendelige.

4. Deerhunter: ‘Monomania’

Frontmand Bradford Cox påstod selv, at han havde skrevet et helt absurd højt antal sange til ‘Monomania’, men det til trods fremstod denne mesterlige plade alligevel som noget af et kludetæppe. Et helt fantastisk kludetæppe, naturligvis. En plade man kan høre igen og igen, og stadig opdage små krinkelkroge i. Herunder ‘Pensacola’.

3. Fidlar: ‘Fidlar’

Herunder bonusnummeret ‘Cheap Cocaine’, som ligger efter et par minutters stilhed på side 2. Det vidner om pladens kvaliteter, når man har sådan et hit på som bonus

2. Grant Hart: ‘The Argument’

Lydsporet til jordens undergang. Intet mindre. Og dét lyder tilsyneladende som et sted mellem Buddy Holly, cabaret og David Bowie. Og så Grant Hart, selvfølgelig. Fra himmelske harper til motorerne på Titanics industrielle dødskrampe. En plade der til tider lyder som en desperat kamp mod undergangen, andre gange lader den blot stå til og hylder skønhed og banaliteter. Tilbage i juli skrev jeg denne foromtale om baggrunden for pladen. Svært at vælge en enkelt sang ud, da det virkelig er albummet som helhed der gør det. Herunder er ‘Sin’.

1. Mark Mulcahy: ‘Dear Mark J. Mulcahy, I Love You’

Så voksent og så soft. Og så hamrende intenst. Mulcahy havde egentlig næsten pensioneret sig selv fra tilværelsen som musiker efter sin kones død i 2008, men vedvarende opfordringer fra fans og kolleger om at genoptage sin metier blev hørt, og ‘Dear Mark J. Mulcahy, I Love You’ blev et flot comeback. Og nøglesangen ‘She Makes The World Turn Backwards’ er måske tilmed årets bedste. “Where does it hurt? Everywhere. Can you stand up? I don’t care. Are you worried, worried? Yes. There’s no explaining her behavior. We know, we know, we know, she makes the world turn backwards.” Herunder er netop dén sang i en liveversion med blæs og stort pensionistkor. Det klæ’r den altså ret godt. Se den gerne i full screen, det er et fedt klip.

FEM UDENLANDSKE BOBLERE, DER PÅ GODE DAGE HAR VÆRET OPPE OG VENDE I TOP TI

Mikal Cronin ‘MCII’

Cronins anden har været ind og ud af hundehuset mange gange, men en bragende fantastisk side 2 redder ham en plads her. Og jo, det er sgu et fedt album. Herunder ‘Change’.

Thee Oh Sees ‘Floating Coffin’

Årets Oh Sees-plade er blandt deres hårdeste, og sammen med ‘Moon Sick’-ep’en er der ingen tvivl om, at dette band bliver ved med kunstnerisk at smadre igennem. Herunder ‘Toe Cutter – ThumbBuster’, en sang, der stadig hjemsøger mig.

Superchunk ‘I Hate Music’

Til tider er der dømt diamantbyger af indierock- og power pop-perler på denne pragtfulde bombe. Herunder ‘FOH’, et af årets helt store hits. Altså, hvis man levede i et metaunivers, hvor den slags var hits.

Nick Lowe ‘Quality Street’

Lowes seneste har skrevet sig ind i historien over de allerbedste juleplader. Og ja, så er det også en skide god Nick Lowe-plade. Herunder ‘Christmas At The Airport’. Se den i full screen for juleunderholdning.

Lee Ranaldo And The Dust ‘Last Night On Earth’

Ranaldo og band giver sig god tid på denne opfølger til sidste års overrumplende ‘Between The Times And The Tide’. Og hvor lyder det bare fedt. Herunder ‘Ambulancer’.

DE FEM BEDSTE SINGLER

5. Jonathan Richman ‘La fiesta es para todos /La guitarra flamenca negra’

Første pip fra Richman i tre år, så der er her dømt total autopilot. Og så er det faktisk en fed single, så han skal selvfølgelig med på listen.

4. Baby In Vain ‘Taught By Hand b/w Cowboys’

Den absolut stærkeste i rækken af singler fra denne danske rockdynamo. Det er simpelthen bare lyden af dette band der er så fedt. Herunder en skrabet optagelse fra Roskilde. Click full screen.

3. Royal Headache ‘Stand And Stare b/w Give ItAll To Me’

Endelig ny lyd fra det australske band, som indtil videre har udgivet årtiets album. De fortsætter, hvor de slap. Heldigvis.

2. Sweet Apple ‘Wish You Could Stay (A Little Longer)’

A-siden er en ren power pop bombe. Duet med Mark Lanegan, som her endelig (igen!) lader sit talent skinne.

1. Pixies ‘EP-1′

Disse fire nye Pixies-perler er svære at modstå. Okay, produktionen kan virke poleret, men er man til classic Pixies er der ingen vej udenom. Og så er ‘Indie Cindy’ sågar et karrierehøjdepunkt

FØLGENDE TITLER FANDT LIGELEDES VEJ TIL GRAMMONFONEN I ÅR

Arcade Fire ‘Reflektor’,  Baby In Vain ‘Corny#1 / The Thrill’, Baby Woodrose ‘Light Up Your Mind’, Birds Of Maya ‘Celebration’, Black Sabbath ’13′, Bombino ‘Nomad’, David Bowie ‘The Next Day’, Billy Bragg ‘Tooth & Nail’, Nick Cave & The Bad Seeds ‘Push The Sky Away’, Chelsea Light Moving ‘Chelsea Light Moving’, Cola Freaks/Secret Prostitutes split, Elvis Costello And The Roots ‘Wise Up Ghost’, Crystal Stilts ‘Nature Noir’, Deathfix ‘Deathfix’, Destruction Unit ‘Deep Trip’, The Dirtbombs ‘ooey gooey chewy ka-blooey!’, Dirty Beaches ‘Drifters / Love Is The Devil’, The Dolly Rocker Movement ‘Your Side Of Town’, Hanni El-Khatib ‘Head In The Dirt’, Elevatorfører ‘Opkald Fra Ukendt Etage’, Endless Boogie ‘Long Island’, The Fall ‘Re-Mit’ + ‘Remaindrer’, Fuzz ‘Fuzz’ + ‘Sunderberry Dream’, GOAT ‘Dreambuilding/Stonegoat’, Gravy’s Drop ‘Gumball’, Green Mansions, Guided By Voices ‘English Little League’ ‘Xeno Pariah’, ‘Flunky Minnows b/w Jellypop Smiles’, Islands (She Talks In Rainbows’, ‘Trash Can Full Of Nails’, ‘Noble Insect’ og ‘Down By The Racetrack’, Happy Hookers For Jesus, Hell Ahoy ‘Hell A Horse’, Robyn Hitchcock ‘Love From London’, Iceage ‘Ecstasy’, Kid Congo And The Pink Monkey Birds ‘Human Head’, Kujon ‘Kujon’, Mudhoney ‘Vanishing Point’, Mark Lanegan & Duke Garwood ‘Black Pudding’, Lower/Iceage split, The Men ‘New Moon’ +  ‘Campfire Songs’, My Bloody Valentine ‘m b v’, Nails ‘Abandon All Life’, Night Beats ‘Sonic Bloom’, Oblivians ‘Desperation’, Thee Oh Sees ‘Moon Sick’, Parquet Courts ‘Tally All The Things That You Broke’, Pet Shop Boys ‘Electric’, Robert Pollard ‘Blazing Gentlemen’ og ‘Tonight’s The Rodeo’, Prefab Sprout ‘Crimson / Red’, Psychic Ills ‘One Track Mind’, Purling Hiss ‘Water On Mars’, The Replacements ‘Songs For Slim’, Rising ‘Abominor’, The Road To Suicide / Spökraket split, The Sadies ‘Internal Sounds’, Kim Salmon & Spencer P. Jones ‘Runaways’, Satan’s Satyrs ‘Live At The Black Cat’, Sebadoh ‘Defend Yourself’, Teenage Guitar ‘Force Fileds At Home’, Deniz Tek ‘Detroit’, Telstar Sound Drone ‘Comedown’, Total Heels singlerne, Uncle Acid & The Deadbeats ‘Mind Control’ + ‘Poison Apple’, Unknown Mortal Orchestra ‘II’, Kurt Vile And The Violators ‘It’s A Big World Out There (And I’m Scared)’, Vår ‘No One Dances Quite Like My Brother’, Dean Wareham ‘Love Is Colder Than Death’ + ‘Emacipated Hearts’, Wire ‘Change Becomes Us’, Wooden Shjips ‘Back To Land’, Yeah Yeah Yeahs ‘Mosquit

SKULLE TIDEN BLIVE TIL DET SKAL JEG OGSÅ HAVE TJEKKET 2013-UDGIVELSER MED FØLGENDE KUNSTNERE

Kevin Morby, Pere Ubu, The Monoliths, Mick Harvey, Milk Music, Ty Segall, Circus Devils, Jim James, Mazzy Star, Yo La Tengo, Okkervil River, Neko Case, John Grant, Teho Teardo & Blixa Bargeld, Crime & The City Solution, Karl Bartos, Bill Callahan, Merchandise, Robbie Fulks, Klaus Dinger, Flaming Lips, Motörhead, MGMT, Julie Ruin, King Khan, Motorpsycho

BEAT 2013 (4 af 8)

Af Søren Holst Frøkiær Thuesen

13. Carcass – Surgical Steel

Carcass lugter blod 17 år efter sidste album.

Carcass – ’The Master Butcher's Apron’

12. Modern Life Is War – Fever Hunting

Melodisk hardcore med både nerve og mindeværdige omkvæd.

Modern Life Is War – ‘Health, Wealth & Peace’

11. Mikal Cronin – MCII

Hvis Beach Boys havde haft fuzz pedaler.

Mikal Cronin – ’Weight’

10. Haim – Days Are Gone

Næsten for pænt og perfekt, men catchy as hell. Fleetwood Mac arven rammer mig lige i hjertet.

Haim – ’Forever’

9. Baths – Obsidian

Det dystre modstykke til debut'en fra 2010. Skrevet på sygdom.

Baths – ’Phaedra’

8. Fidlar – Fidlar

Labanrock om druk og stoffer. Man burde være for gammel til den slags snart, men det hele falder i hak for de fire slackede skatere på denne plade.

Fidlar – ’Cheap Beer’

7. Squarehead – ’Respect’

Squarehead fra Dublin kan godt lide Wipers og Beach Boys nogenlunde lige meget. Jeg synes de lyder lidt som Weezer måske kunne havde lydt, hvis de var gået modsat mainstream-ruten. Hvilket absolut er positivt ment. 

Albummet er gratis på Bandcamp

6. Future Of The Left – How To Stop Your Brain In An Accident

”A survey says pedophiles run the BBC, but look at the alternatives”. Andy Falkous har aldrig holdt sig tilbage i lyrikken og på denne plade er instrumenteringen lige så hårdtslående som ordene. Mindst.

Future Of The Left – ‘Bread Cheese Bow And Arrow’

5. Chvrches – The Bones Of What You Believe

Den perfekte popplade? I hvert fald pop-perler der fremkalder en længsel efter evig ungdomsforelskelse.

Chvrches – ’Gun’

4. Nails – Abandon All Life

17 minutters røvfuld. Midt i Nails' grindcore helvede dukker der ud af det blå det ene møgfede riff op efter det andet.

Nails – ’Abandon All Life’

3. Nick Cave and the Bad Seeds – Push The Sky Away

Cave i det stille hjørne. Nogle siger kedeligt, jeg siger fortryllende og ærgrer mig endnu mere over at måtte gå glip af koncerten i Falkoner grundet sygdom. 

Nick Cave & The Bad Seeds – ‘Push The Sky Away’

2. Run The Jewels – s/t

El-P og Killer Mike slår pjalterne sammen for alvor og smider om sig med beats og one-liners som havde de sparet sammen over flere år. Priceless.

Hvilket albummet faktisk også er lige her (altså priceless)

1. Deafheaven – Sunbather

Årets, kan man vidst godt sige, mest omtalte hårde album. Sjældent har et metalband fået så meget opmærksomhed på indiesites og det værende af den positive slags. Jeg rider med på hypen, sikke en plade! Den bliver ved med at overraske positivt på enormt mange facetter. Årets album hos mig.

Deafheaven – ’Dream House’

BEAT 2013 (3 af 8)

Af Ole Lindved Sværke

2013, musikåret, hvor David Bowie gjorde comeback og Lou Reed afgik ved døden - ingen af delene spiller dog den store rolle når jeg tænker tilbage på, hvad der er årets bedste plader 2013. Så, som man siger i England: Without any further ado, her er mit bud på de bedste albums i 2013:

TOP 10 I ALFABETISK RÆKKEFØLGE:

Boards of Canada - Tomorrow's Harvest

Næsten ligeså overraskende som at David Bowie og My Bloody Valentine kom med nye plader, var det, at Boards Of Canada kom med nyt efter 7 års stilhed. Albummets reference er denne gang 80'ernes VHS-æra, hvilket illustreres fint med den kitschede introjingle, og produktionen leder da også mine tanker hen på både Blade Runner og diverse obskure scifi- og gyserfilm som man kunne forestille sig at se på datidens moviebox.

Bill Callahan - Dream River

Bill Callahan holder musikalsk legestue. På de seneste albums i eget navn har Callahan været på musikalske eventyr, der på den ene side har ledt ham væk fra Smogs lofi-lyd, men som samtidig har været umiskendeligt Bill Callahansk ikke mindst pga det altid sikre og finurlige sprogunivers og hans drævne fortællestil. 

Mikal Cronin - MCII

Cronin kan sin klassiske pop- og rockhistorie og leverer en række powerpop-sange, der alle sidder lige i skabet. Det er fra første lyt en absolut fornøjelse at være i selskab med disse sange, der balancerer rigtig fint mellem det iørefaldende og alvorlige.

Deerhunter - Monomania

Monomania er ikke ligefrem et album, der byder sine lyttere indenfor, og det har da også taget mig et stykke tid at acceptere dette musikalske kluddetæppe samlet af beskidte garagerockere, klassisk indiepop og musikalsk legelyst. Men som altid er der musikalske perler at finde hos Bradford Cox og Deerhunter.

John Grant - Pale Green Ghost

Hvor forgængeren, den meget vellykkede og helstøbte Queen of Denmark, var svøbt i 70'er vellyd, træder John Grant med Pale Green Ghost ind i et mere elektronisk univers indtil albummet pludselig svinger tilbage til 70'erne igen. Pale Green Ghost er derved knapt så helstøbt, men rummer stadig en række fantastiske sange og tekster.

Tim Hecker - Virgins

En kraftudladning af en plade, der skal høres i sin helhed og som bare vokser og vokser. Endnu engang bliver man belønnet, hvis man giver sig god tid og tør dykke ned i Heckers mørke og forvrængede univers, hvor melodierne er godt gemt inde bag disen og godt nede i mosset.

Jon Hopkins - Immunity

Et årets bedste og mest helstøbte elektroniske albums. Minimalistisk på overfladen og dog komplekst når man dykker ned i produktionen. Beatsne og de ambiente stemninger er velafbalancerede og gør pladen perfekt til de lange køreture.

My Bloody Valentine - M B V

Det var meget overraskende, da man tilbage i februar-måned kunne vågne op til en ny My Bloody Valentine-plade - 22 år efter mesterværket Loveless, der, parentes bemærket, er en af de plader, der har haft størst betydning for undertegnede. Og M B V skuffer ikke, omend det ikke er et helstøbt mesterværk som Loveless - dertil stritter sangene og produktionen i lovlig mange forskellige retninger.

These New Puritans - Field Of Reeds

Det er næppe en kvalitet i sig selv, at Field Of Reeds giver mig lyst til at lytte til personlige favoritter som Gil Evans, Talk Talk, David Sylvian og Robert Wyatt, men albummet fungerer heldigvis også på egen hånd. Det er dog et album, der kræver sin lytter, da det hele tiden balancerer på kanten mellem det banale og det avangardistiske.

Yo La Tengo - Fade

Yo La Tengo har nu gennem 30 år, med sikker hånd og benene solidt plantet på jorden, leveret album på album af høj kvalitet, men også med mange musikalske afstikkere. Fade er deres mest helstøbte album i mange år - afdæmpet og meget fokuseret.

OG 10 MERE... OGSÅ I ALFABETISK RÆKKEFØLGE:

Arcade Fire - Reflektor

Juliana Barwick - Nepenthe

Neko Case - The Worse Things get...

Grouper - The Man Who Died In His Boat

Grumbling Fur - Glynnaestra

Laurel Halo - Chance Of Rain

Julia Holter - Loud City Song

Hookworms - Pearl Mystic

Ty Segall - Sleeper

Thee Oh Sees - Floating Coffin

TOP 5 - DANSKE... OGSÅ I DEN DER ALFABETISKE RÆKKEFØLGE:

Mellemblond - Lysvågen

Papir - III

Pinkunoizu - The Drop

Skammens Vogn - Asfalt

Spids Nøgenhat - Kommer Med Fred

BEAT 2013 (2 af 8)

Af Anders Hjortkær-Rask

Mine 10 bedste DANSKE plader fra 2013. Syrerock, uperfekt popmusik, knallertpunk og folk fra Vendsyssel. Vi kommer vidt omkring. Fra 10 til 1 lige herunder.

10. SKAMMENS VOGN: ASFALT

Der er en barnagtig glæde til stede overalt på denne sælsomme plade, som rubriceres bedst under uperfekt popmusik. Skammens Vogn er en musikrodebutik med en sanger, som ikke synger så godt. Alligevel vinder det. Hverdagspoesi tilsat skammelige naive melodier – som bare går ind.

9. ELEVATORFØRER: OPKALD FRA UKENDT ETAGE

Hvem indspiller en liveplade som sin debut – noget så afhængigt af dagsform? Syrehovederne i Elevatorfører griber udfordringen og leverer en lille perle af en plade, der både besynger svampe, syrede trips og hypnotiske jakker. Helt i ånden. Stærkt materiale der lover godt for fremtiden.

8. DE HØJE HÆLE: MUND TIL MUND

Der er en del nummer to-plader på min liste. Hælenes second coming er en naturlig fortsættelse af deres uprætentiøse og ligefremme knallertpunk. Der er slebet et par hjørner hist og her, men til gengæld skruet op for melodimaterialet (“Falder for og fra” er en ren popørehænger). Flabetheden er heldigvis intakt. Skabt til at sprede smil og skrål-a-long.

7. 4 GUYS FROM THE FUTURE: ADAGIO

De fire fremtidsfyre maler med mørke farver på “Adagio”, deres anden plade, som fremmaner et dragende rum med højt til loftet. Sangene har rødder et sted i engelsk indierock, og den raffinerede melodiforståelse gør, at de løfter sig langt over gennemsnittet. 

6. JOMI MASSAGE: PRIMITIVES

En spartansk voldsom lytteoplevelse. Armeret med blot klaver, ukulele og egen stemmekraft skaber Signe Høirup Wille-Jørgensen stort drama på “Primitives”. Det er en god halv times foruroligende mørke, man bliver suget ind i. Grænsesøgende, intenst og arty – men for fanden, hvor kan hun bære det.

5. ICEAGE: YOU’RE NOTHING

Den svære toer viste sig at være ret nem. Sådan lyder det i alt fald. Iceages iskolde postpunk er blot yderligere skarpsleben, hårdtslående og fortsat fuld af foragt. Der er sket meget, siden man småklukkede over dem, da de spillede Pavilion Junior på Roskilde. Det er med næven i vejret, at man nu imødekommer bandet.

4. PINKUNOIZU: THE DROP

De legesyge fantaster i Pinkunoizu følger pragtagtigt op på debuten med denne anden plade, som leger kispus med kraut, psychedelia og hvad der ellers synes at trodse tyngdekraften. En uudtømmelig kilde af musikalitet, der konstant overrasker og godtgør for hvert nyt lyt.

3. ALLAN OLSEN: JØWT

Jeg har intet forhold til Vendsyssel. Alligevel rammer Allan Olsens hjemstavnshyldest af en folkplade dybt hos mig. Det er et sandt hovedværk hos Olsen, som nok har Dylan i blodet, men mest af alt er sin egen original. Synd at Spotify-generationen aldrig får fornøjelsen af denne vidunderlige plade.

2. MELLEMBLOND: LYSVÅGEN

For den danske lyrik alene kunne jeg nyde “Lysvågen”. Heldigvis har musikken også en masse på sinde. Mellemblonds halvdøsige molmusik fik et poppet twist på deres anden plade “Lysvågen”, og så skete der noget særligt. Kristoffer Munck Mortensen lyder stadig som en ung C.V. Jørgensen, men hans blåtonede sange er så sandelig hans helt egne.

1. SPIDS NØGENHAT: KOMMER MED FRED

Ja, listens mest tilbagestræbende plade får lov at toppe min danske liste. “Kommer med fred” har rødder i syrerockens guldalder. Og manner, for en sangskrivning. Det er med punch og power, masser af følsomhed og noget sjovt stukket i piben. Sangene folder sig dog også flot ud uden en pibe. Og live er det bare endnu bedre. Jeg er helt og aldeles solgt!

Mine 10 bedste UDENLANDSKE plader fra 2013. En liste i diversitetens navn med bl.a. ny-elektrisk electropop, gnaven rootsrock, metal med psykedelisk snit og en plade på 85 minutter. Der tælles ned fra 10 til 1 lige herunder.

10. MIKAL CRONIN: MCII

Mikal Cronin har vedkendt sig sit store melodihjerte. På debuten var sangene pakket ind i halv-psykedeliske klæder. Men her på “MCII” går han planken ud med rendyrkede 60’er-drejede popmelodier tilsat lidt guitarknas. Den slags er jeg en sucker for. Musik skabt til sommersolen.

9. KYLESA: ULTRAVIOLET

Jeg er hoppet sent på Kylesa. De skulle lige udvikle sig lidt væk fra sludge-metallen, hælde lidt mere punk i maskinen og tilsætte mere melodi. Så er jeg til gengæld også på! Den hårde lyd har et psykedelisk og til tider progressivt touch, og det mudrer og skurrer fortsat i krogene. De to frontfigurer Laura Pleasants og Philip Cope synger fortsat om mørke og fremmedgørelse – med snerren og sirenesang.

8. ELEANOR FRIEDBERGER: PERSONAL RECORD

Hun spiller normalt i de eksperimenterende prog-poppere The Fiery Furnaces. På egne fødder er stilen helt straight. Sødmefuld og velklingende guitarpop med, som titlen antyder, personlige tekstlige betragtninger, skrevet med en stærk pen, der kan krølle og fremkalde smil, når det er. Og det er denne kvalitet sammen med en fantastisk umiddelbar sentimentalitet – og ikke skyggen af ironi – i melodierne, der får pladen til vinde.

7. STEVE EARLE & THE DUKES (AND DUCHESSES): THE LOW HIGHWAY

Steve Earle har nærmest altid været her. Med sit 15. studiealbum præsenterer den gamle rootsrocker sit stærkeste materiale i mange år. Han synger indigneret om skyggesiden af den amerikanske drøm (“The ghost of America watchin’ me / Through the broken windows of the factories”). Nogle af numrene kender vi fra tv-serien “Treme”. Og så er han sammen med sit gamle band, som han sidst lavede plade med i ‘87. Good stuff!

6. MILK MUSIC: CRUISE YOUR ILLUSION

Den sad der sådan set fra første gennemlytning. “Cruise Your Illusion” er en storm af en rockplade. Rockæstetikken er håndplukket fra SST-labelet fra ca. slut-80’erne. Så der er en punk-edge til alterna-rocken og indimellem en Crazy Horse-følelse. Det er lyden af et band, der spiller sammen i et rum. Pladen er undfanget på blot fire spor. Nogle gange skal der ikke mere til.

5. PET SHOP BOYS: ELECTRIC

Hvem skulle have troet det – Pet Shop Boys på en årsliste i året 2013? Den er god nok i dette tilfælde. Efter to årtiers ørkenvandring i synthpop uden hooks (vi skal vel tilbage til “Very” fra 1993, da der sidst skete noget) har duoen Tennant/Lowe atter ramt den kreative åre. Og sikke de skaber gnister i deres pop-møder-electro-miks. Alle bortløbne fans kan roligt hoppe på dette tog igen.

4. TOUCHÉ AMORÉ: IS SURVIVED BY

Frontmand Jeremy Bolm er en hidsigprop. Han er konstant oppe i det røde felt (glem alt om rene vokaler her), mens musikken byder på dynamisk post-hardcore, der viser melodivilje til meget mere end powerakkorder (til gengæld killer-riffs galore). Det er en benhård plade med skrig og skrål, den tredje fra et hårdtarbejdende punkband som nu høster al den ros, som fortjent strømmer i deres retning.

3. ARCADE FIRE: REFLEKTOR

85 minutter! Arcade Fires dobbeltplade tog lang tid at fordøje, og den havde måske stået skarpere i lidt kortere længde. Men hold fest, hvor er det stadig godt. Bandet insisterer på at udvikle sig, så vi både får det dansable, det eftertænksomme og det rockende. Alt i én cocktail. Første plade er fremragende. Anden plade bare almindeligt god. Samlet er det rigtig, rigtig godt – længden til trods.

2. JASON ISBELL: SOUTHEASTERN

Så ramte han endelig den storform, som tidligere plader har hintet mod. Og sikke et americana-pragtværk, Jason Isbell – den tidligere Drive-By Trucker – har stykket sammen. En plade om at løbe væk fra noget, men mest af alt om at løbe mod sit rette sted i livet. Med blødende vokal og smukke, smukke sange. “Elephant” rammer helt plet om livets store tabu.

1. NICK CAVE & THE BAD SEEDS: PUSH THE SKY AWAY

Sikke en slow burner. Det er heller det store bombardement, man rammes af på Caves 15. plade. Alt er ret så nedtonet. Men der rejser sig en orkan i den stille vind. Teksterne er sublime (som sædvanlig) og sammen med den messende stemning, er Cave og band i deres es. “And some people say it's just rock'n'roll / Aw, but it gets right down to your soul”. Hold nu kæft, hvor jeg elsker den plade!

BEAT 2013 (1 af 8)

Af Jamie Mason

Of course one can’t hear EVERYTHING, and there seems to me to be more and more of EVERYTHING as each year goes by. But having said that, I enclose my list of those records I have enjoyed the most during the past 12 months.

10. Matthew E. White: Big Inner

In the unlikely case of being threatened at gun point to chose my favourite album of the year I would most likely choose White's solo debut. A slinky and funky  Southern soul Strings and horns dance around a gospel Cosmic American tradition. There's the occasional hint of Harry Nilsson and Randy Newman thrown in for good measure as well. Never hurried or impatient, the album was classed by Uncut Magazine as ‘One of the great albums of modern Americana" Big Inner only gets better with each listen. Catch the five track EP ‘Outer Face’ for a more minimal, dub-inspired addition.

9. Foxygen: We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic

I realize I enjoy good retro music, be it Country, Folk or Rock. Foxygen take us on a trip. Let’s call it Garage Glam.

8. Steve Gunn : Time Off

Steve Gunn is a Brooklyn-based American singer-songwriter who was formerly a guitarist in Kurt Vile's backing band, The Violators. This album is mellow and kind of trippy! Anything from Delta blues and 70s electric Brit-folk to jazzy acid folk, this beautifully played six song effort is definitely a musical highpoint for me this year.

7. Deerhunter: Monomania

After reading an interview with Primal Screams Bobby Gillespie, I checked this one out ( That’s one thing about The Scream, one can always rely on their record collection) Monomania must be played loud! 12 scruffy garage rock songs with few moments to catch one’s breath. Yes, loud and noisy and not for everyone, one wonders where Bradford Cox and Deerhunter will head next time round.

6. Primal Scream: More Light

As someone who has followed the scream since the ‘Paisley’ days back in the 80’s, it’s always a delight when every second or third album hits the mark. This (their 10th) is one of them. Sounding like an unheard greatest hits, with an assortment of styles, there is enough material here for two quality albums. As inventive and relevant as they’ve ever been.

5. Jonathan Wilson: Fanfare

The amazingly talented Jonathan Wilson takes us back to the blissed-out California of the 70’s one more time (‘Gentle Spirit’ from 2011 was a fine introduction to the man) Wilson writes top quality songs and somehow brings new life into the familier. Fresh and completely non-retro.

4. David Bowie: The Next Day

This is one of those Cd’s I made myself listen to because I was told to do so! I’m glad I did and as a ‘lifelong’ fan through the good and bad of Bowie’s career, it was refreshing to hear him sound so innovative and creative. An album only David Bowie could make.

3. Parquet Courts: Light up Gold

Grounded in the roots of Alt.rock USA style: Smart and snappy Velvety/garage rock. Packed with energy and freshness. I love this stuff!

2. Caitlin Rose: The Stand-In

Caitlin Rose came to country through the  Nashville Punk Rock scene. The Stand-In is an enriching experience, call it Country, call it Americana, this is heartbreaking, melodic  and emotional stuff, but all the same it swings like the best country and pop music should.

1. Nick Cave & The Bad Seeds: Push The Sky Away

This did nothing for me when I first heard it back in February but it just gets better and better with each listen. (Good thing I’ve had 10 months to get to know it, otherwise it would most likely not be on my list!) Slow, minimalistic and hypnotic, this is one of Cave’s very best.

Beat 2013. Playliste 19. december 2013

1. Pissed Jeans - Cathouse (Honeys)

2. Yo La Tengo - Stupid Things (Fade)

3. Merchandise - Anxiety’s Door (Totale Nite)

4. The Del-Lords - When The Drugs Kick In (Elvis Club)

5. Iggy & The Stooges - Ready To Die (Ready To Die)

6. My Bloody Valentine - Only Tomorrow (MBV)

7. Purling Hiss - Mercury Retrograde (Water On Mars)

8. Warm Soda - Jeanie Loves Pop (Someone For You)

9. Mark Mulcahy - She Makes The World Turn Backwards (Dear Mark J. Mulcahy, I Love You)

10. Grumbling Fur - Protogenesis (Glynnaestra)

11. Nick Cave & The Bad Seeds - Jubilee Street (Push The Sky Away)

12. Spids Nøgenhat - Spids Nøgenhat I Græsset (Kommer Med Fred)

13. Allan Olsen - Hjørringvej (Jøwt)

14. Bill Callahan - Ride My Arrow (Dream River)

15. The Kingsbury Manx - In The Catacombs (Bronze Age)

16. The Pastels - Night Time Made Us (Slow Summits)

17. Fidlar - Cheap Cocaine (Fidlar)

18. Deerhunter - The Missing (Monomania)

19. Nails - Absolute Control (Abandon All Life)

20. Kevin Morby - Wild Side (Oh The Places You'll Go) (Harlem River)

Beat 2013 by Hhsiig123 on Mixcloud

Keef 70

Hvis man af den ene eller anden grund, har en ubændig trang til at sende Keith Richards en fødselsdagshilsen, kan man gøre det her. Hans internet-staff forsikrer, at alle hilsnerne nok skal nå frem til Mr. Richards

Robyn Hitchcock Presents: ‘Love From London’

Jeg er efterhånden så langt med min årsliste, at jeg fornemmer, at der ikke bliver plads til Robyn Hitchcocks fine plade, ’Love From London’. Hvor Hitchcocks seneste udgivelser, 2010s ’Propellor Time’, som han lavede sammen med Venus 3, og den obskure ’Tromsø, Kaptein’, der kun blev udgivet fysisk i Norge, har været skrabede anliggende. Og måske også mere alvorlige, end den ellers så absurde tilgang, han har til sin musik. Ja, så er det som om, at han på 'Love From London’, der stadig er low-key, er tilbage i sit es. Dels bringer pladen minder om tiden med The Egyptians, dels flyder pladen over med finurlige og surrealistiske ordspil.

Beat 2013 i Mod Strømmen

Så er det atter den tid på året, hvor jeg knapt når at rejse mig fra det ene pragtfulde julebord, før jeg sætter mig ved det næste. Det er også den tid på året, hvor vi på Mod Strømmen, gør året op i plader. Vi, kan jeg godt tillade mig at sige, eftersom der her på siden, igen i år, vil blive publiceret en lang række best-of lister fra værter og venner af radioprogrammet. Det begynder sidst på ugen.

Før det, sender vi Beat 2013 med efterfølgende julefrokost. Lyt med, mellem kl 18-20, torsdag d. 19. december, på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte.

Ovenfor: Det velsmurte bord fra sidste år. Nedenfor: Beat 2012.     

1. Lightships - Sunlight To The Dawn (Electric Cables)

2. Dr. John - Get Away (Locked Down)

3. Sean Rowe - Flying (The Salesman And The Shark)

4. Sun River - Lines (s.t.)

5. John Cale - I Wanna Talk 2 U (Shifty Adventures In Nookie Wood)

6. Graveyard - Slow Motion Countdown (Lights Out)

7. Sun Araw, M. Geddes Gengras & The Congos - Sunshine (Icon Give Thank)

8. Woods - Find Them Empty (Bend Beyond)

9. Cloud Nothing - Separation (Attack On Memory)

10. Dexys - Incapable of Love (One Day I'm Going To Soar)

11. Dig & Mig - For Enden Af November (Sommervarmen)

12. Robert Pollard – Science Magazine (Mouseman Cloud)

13. Lower - Someone's Got It In For Me (7”)

14. Gentleman Jesse - You Give Me Shivers (Leaving Atlanta)

15. The Chrome Cranks - Robber Rats (Ain't No Lies In Blood)

16. The Men - Open Your Heart (Open Your Heart)

17. Beachwood Sparks - Sparks Fly Again (The Tarnished Gold)

18. Giant Giant Sand - Detained (Tucson. A Country Rock Opera)

19. Baroness - March To The Sea (Yellow & Green)

’The Great Rock'n'Roll Swindle’. Audition

Sex Pistols historie i tre slagordsprægede minutter. Det er Eddie Tenpole fra Tenpole Tudor, der gemmer sig bag Rotten-masken. Undervejs bliver han erstattet af wannabe-Sex Pistols, før han imod enden hopper ind i rollen igen og begiver sig ud i et improviseret angreb på…

“I'd kill...

Elvis Presley died in 1959

Chuck Berry is a (?) fucker

Ian Dury cockney fraud

Mick Jagger white nigger

Bob Dylan with a parking ticket stuck to his arsehole

David Bowie is blessed curse

Rod Stewart's got a luggage label tied to his tonsils

Elton John: hair transplant

Sid Vicious, a rock'n'roll cliche

Paul Cook (?)

rock and roll

Johnny Rotten his days are even numbered (?)

 Rock ‘n’ roll swindle

Rock ‘n’ roll swindle

Rock 'N' Roll Swindle... Swindle? It's a Swindle!”