Af Anders Hjortkær-Rask
Mine 10 bedste DANSKE plader fra
2013. Syrerock, uperfekt popmusik, knallertpunk og folk fra Vendsyssel. Vi
kommer vidt omkring. Fra 10 til 1 lige herunder.
10. SKAMMENS VOGN: ASFALT
Der er en barnagtig glæde til
stede overalt på denne sælsomme plade, som rubriceres bedst under uperfekt
popmusik. Skammens Vogn er en musikrodebutik med en sanger, som ikke synger så
godt. Alligevel vinder det. Hverdagspoesi tilsat skammelige naive melodier –
som bare går ind.
9. ELEVATORFØRER: OPKALD FRA
UKENDT ETAGE
Hvem indspiller en liveplade som
sin debut – noget så afhængigt af dagsform? Syrehovederne i Elevatorfører
griber udfordringen og leverer en lille perle af en plade, der både besynger
svampe, syrede trips og hypnotiske jakker. Helt i ånden. Stærkt materiale der
lover godt for fremtiden.
8. DE HØJE HÆLE: MUND TIL MUND
Der er en del nummer to-plader på
min liste. Hælenes second coming er en naturlig fortsættelse af deres
uprætentiøse og ligefremme knallertpunk. Der er slebet et par hjørner hist og
her, men til gengæld skruet op for melodimaterialet (“Falder for og fra” er en
ren popørehænger). Flabetheden er heldigvis intakt. Skabt til at sprede smil
og skrål-a-long.
7. 4 GUYS FROM THE FUTURE: ADAGIO
De fire fremtidsfyre maler med
mørke farver på “Adagio”, deres anden plade, som fremmaner et dragende rum med
højt til loftet. Sangene har rødder et sted i engelsk indierock, og den
raffinerede melodiforståelse gør, at de løfter sig langt over gennemsnittet.
6. JOMI MASSAGE: PRIMITIVES
En spartansk voldsom
lytteoplevelse. Armeret med blot klaver, ukulele og egen stemmekraft skaber
Signe Høirup Wille-Jørgensen stort drama på “Primitives”. Det er en god halv
times foruroligende mørke, man bliver suget ind i. Grænsesøgende, intenst og
arty – men for fanden, hvor kan hun bære det.
5. ICEAGE: YOU’RE NOTHING
Den svære toer viste sig at være
ret nem. Sådan lyder det i alt fald. Iceages iskolde postpunk er blot
yderligere skarpsleben, hårdtslående og fortsat fuld af foragt. Der er sket
meget, siden man småklukkede over dem, da de spillede Pavilion Junior på
Roskilde. Det er med næven i vejret, at man nu imødekommer bandet.
4. PINKUNOIZU: THE DROP
De legesyge fantaster i
Pinkunoizu følger pragtagtigt op på debuten med denne anden plade, som leger
kispus med kraut, psychedelia og hvad der ellers synes at trodse tyngdekraften.
En uudtømmelig kilde af musikalitet, der konstant overrasker og godtgør for
hvert nyt lyt.
3. ALLAN OLSEN: JØWT
Jeg har intet forhold til
Vendsyssel. Alligevel rammer Allan Olsens hjemstavnshyldest af en folkplade
dybt hos mig. Det er et sandt hovedværk hos Olsen, som nok har Dylan i blodet,
men mest af alt er sin egen original. Synd at Spotify-generationen aldrig får
fornøjelsen af denne vidunderlige plade.
2. MELLEMBLOND: LYSVÅGEN
For den danske lyrik alene kunne
jeg nyde “Lysvågen”. Heldigvis har musikken også en masse på sinde.
Mellemblonds halvdøsige molmusik fik et poppet twist på deres anden plade
“Lysvågen”, og så skete der noget særligt. Kristoffer Munck Mortensen lyder
stadig som en ung C.V. Jørgensen, men hans blåtonede sange er så sandelig hans
helt egne.
1. SPIDS NØGENHAT: KOMMER MED
FRED
Ja, listens mest tilbagestræbende
plade får lov at toppe min danske liste. “Kommer med fred” har rødder i
syrerockens guldalder. Og manner, for en sangskrivning. Det er med punch og
power, masser af følsomhed og noget sjovt stukket i piben. Sangene folder sig
dog også flot ud uden en pibe. Og live er det bare endnu bedre. Jeg er helt og
aldeles solgt!
Mine 10 bedste UDENLANDSKE plader
fra 2013. En liste i diversitetens navn med bl.a. ny-elektrisk electropop, gnaven
rootsrock, metal med psykedelisk snit og en plade på 85 minutter. Der tælles
ned fra 10 til 1 lige herunder.
10. MIKAL CRONIN: MCII
Mikal Cronin har vedkendt sig sit
store melodihjerte. På debuten var sangene pakket ind i halv-psykedeliske
klæder. Men her på “MCII” går han planken ud med rendyrkede 60’er-drejede
popmelodier tilsat lidt guitarknas. Den slags er jeg en sucker for. Musik skabt
til sommersolen.
9. KYLESA: ULTRAVIOLET
Jeg er hoppet sent på Kylesa. De
skulle lige udvikle sig lidt væk fra sludge-metallen, hælde lidt mere punk i
maskinen og tilsætte mere melodi. Så er jeg til gengæld også på! Den hårde lyd
har et psykedelisk og til tider progressivt touch, og det mudrer og skurrer
fortsat i krogene. De to frontfigurer Laura Pleasants og Philip Cope synger
fortsat om mørke og fremmedgørelse – med snerren og sirenesang.
8. ELEANOR FRIEDBERGER: PERSONAL
RECORD
Hun spiller normalt i de
eksperimenterende prog-poppere The Fiery Furnaces. På egne fødder er stilen
helt straight. Sødmefuld og velklingende guitarpop med, som titlen antyder,
personlige tekstlige betragtninger, skrevet med en stærk pen, der kan krølle og
fremkalde smil, når det er. Og det er denne kvalitet sammen med en fantastisk
umiddelbar sentimentalitet – og ikke skyggen af ironi – i melodierne, der får
pladen til vinde.
7. STEVE EARLE & THE DUKES (AND DUCHESSES):
THE LOW HIGHWAY
Steve Earle har nærmest altid
været her. Med sit 15. studiealbum præsenterer den gamle rootsrocker sit
stærkeste materiale i mange år. Han
synger indigneret om skyggesiden af den amerikanske drøm (“The ghost of America
watchin’ me / Through the broken windows of the factories”). Nogle af
numrene kender vi fra tv-serien “Treme”. Og så er han sammen med sit gamle
band, som han sidst lavede plade med i ‘87. Good stuff!
6. MILK MUSIC: CRUISE YOUR
ILLUSION
Den sad der sådan set fra første
gennemlytning. “Cruise Your Illusion” er en storm af en rockplade.
Rockæstetikken er håndplukket fra SST-labelet fra ca. slut-80’erne. Så der er
en punk-edge til alterna-rocken og indimellem en Crazy Horse-følelse. Det er
lyden af et band, der spiller sammen i et rum. Pladen er undfanget på blot fire
spor. Nogle gange skal der ikke mere til.
5. PET SHOP BOYS: ELECTRIC
Hvem skulle have troet det – Pet
Shop Boys på en årsliste i året 2013? Den er god nok i dette tilfælde. Efter to
årtiers ørkenvandring i synthpop uden hooks (vi skal vel tilbage til “Very” fra
1993, da der sidst skete noget) har duoen Tennant/Lowe atter ramt den kreative
åre. Og sikke de skaber gnister i deres pop-møder-electro-miks. Alle bortløbne
fans kan roligt hoppe på dette tog igen.
4. TOUCHÉ AMORÉ: IS SURVIVED BY
Frontmand Jeremy Bolm er en
hidsigprop. Han er konstant oppe i det røde felt (glem alt om rene vokaler
her), mens musikken byder på dynamisk post-hardcore, der viser melodivilje til
meget mere end powerakkorder (til gengæld killer-riffs galore). Det er en
benhård plade med skrig og skrål, den tredje fra et hårdtarbejdende punkband
som nu høster al den ros, som fortjent strømmer i deres retning.
3. ARCADE FIRE: REFLEKTOR
85 minutter! Arcade Fires
dobbeltplade tog lang tid at fordøje, og den havde måske stået skarpere i lidt
kortere længde. Men hold fest, hvor er det stadig godt. Bandet insisterer på at
udvikle sig, så vi både får det dansable, det eftertænksomme og det rockende.
Alt i én cocktail. Første plade er fremragende. Anden plade bare almindeligt
god. Samlet er det rigtig, rigtig godt – længden til trods.
2. JASON ISBELL: SOUTHEASTERN
Så ramte han endelig den
storform, som tidligere plader har hintet mod. Og sikke et americana-pragtværk,
Jason Isbell – den tidligere Drive-By Trucker – har stykket sammen. En plade om
at løbe væk fra noget, men mest af alt om at løbe mod sit rette sted i livet.
Med blødende vokal og smukke, smukke sange. “Elephant” rammer helt plet om
livets store tabu.
1. NICK CAVE & THE BAD SEEDS: PUSH THE SKY
AWAY
Sikke en slow burner. Det er
heller det store bombardement, man rammes af på Caves 15. plade. Alt er ret så
nedtonet. Men der rejser sig en orkan i den stille vind. Teksterne er sublime
(som sædvanlig) og sammen med den messende stemning, er Cave og band i deres
es. “And some people say it's
just rock'n'roll / Aw, but it gets right down to your soul”. Hold nu
kæft, hvor jeg elsker den plade!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar