”Bob Mehr’s Trouble
Boys: The True Story of the Replacements is one of the best recent rock
biographies. It’s also got a great little Dylan story. The Replacements were
recording in the same studio in Hollywood as Dylan, then working on Under the
Red Sky. And one day, Dylan showed up at the younger band’s session. Mehr
quotes engineer Clif Norrell: “He was saying, ‘My kid loves you; my son’s
really into your band.’ You could see [the Replacements’] eyes light up, and
then Dylan goes, ‘You’re R.E.M., right?’””
En fra Ian McLagans selvbiografi,
‘All The Rage.’:
“Dearly departed
keyboardist Ian McLagan did a stint in Dylan’s backing band in the early ’80s,
an experience he shared in his memoir, All the Rage. Turns out Bob was a tetchy bandleader. Before
a gig in Rome, Dylan appears in the band’s dressing room wearing “a black drape
jacket with a white high-collar shirt.” McLagan tells him, “You’re looking very
Byronic tonight” and is then confused when Dylan stews over the comment for
several days. Almost a week later, in Barcelona, Dylan asks, ‘Hey, Ian, at the
show in Rome, why did you call me moronic?’””
“There are tribes in
the south called the Derashe. They are surrounded by people who play five tone
music but they have created a diminished 12-tone scale. Diminished scales are
very important in jazz music especially for improvising. We learn how Charlie
Parker came up with diminished scales as well as Claude Debussy and Bach. But
always on my mind is the question of who were first with the scale, these
people or the Derashe tribe?”
- Mulatu Astatke
Jeg skal ikke kloge mig på
tovltoneteknik og kompositionsmetoder. Eller hvad dét er den banebrydende etiopiske
jazzmusiker Mulatu Astatke prøver at fortælle med ovenstående citat. Bare
konkludere, at ethiojazzen er en blandingsgenre som så mange andre.
Hvis man læser lidt op på
stilarten, begyndte den ikke med Mulatu Astatke. Den første store orkesterleder
var Nerses Nalbandian, hvis familie med nød og næppe var undsluppet det armenske
folkedrab i Tyrkiet. De bosatte sig i Etiopien, hvor han op gennem halvtredserne
lagde grobunden for det spirende jazzmiljø i det nordøstafrikanske land. Dét,
der senere blev kendt som swinging Addis Abeba, opkaldt efter musikscenen i
landets hovedstad. Men nu foregriber jeg fortællingen.
Allerede nævnte Mulatu Astatke
anses nemlig som ethiojazzens største innovator. Astatke blev født i 1943. I
slutningen af halvtredserne rejste han til Wales. Målet var at blive ingeniør,
men til hans forældres ærgrelse, faldt interessen på musik. I første omgang den
klassiske, senere tog han til Boston, hvor han formelt begyndte at studere
jazzmusik.
I slutningen af tresserne tog Astatke
tilbage til Etiopien, her udviklede han den lyd, han omtaler ovenfor. Altså den
noget uortodokse fusion mellem traditionel etiopisk folkemusik og amerikansk jazz.
De følgende år, er siden blevet kaldt guldalderen indenfor ethiojazzen. Her
blomstrede utallige jazzensembler i Addis Abeba under ledelse af Astatke, og
den i år afdøde, saxofonist Getatchew Mekuria. Kulminationen kom da selveste Duke
Ellington kom til byen i 1973, for at optræde med Mulatu Astatke.
Denne lange smøre skulle gerne virke
som en eller anden form for forforståelse for det program, som bliver sendt på
torsdag. Københavnske Debre Damo Dining Orchestra, hvis medlemmer har baggrund
i Whoareyoupeople, The Floor Is Made Of Lava og Laburnum, debuterede i 2015 med
singlen ’Yesega Wat’, der var umiskendelig ethiojazz. Siden har debut-lp’en,
der kom i september, føjet flere genredefinitioner til. Psych, syre og kraut
blandt andet.
Her ’ Where Pyramids And Space
Collide’ fra den nye skive:
Debre Damo Dining Orchestra er:
Søren Lyhne Skov: Tenor Sax
Rasmus Karkov: Alto Sax
Peder Mertner Vind: Keys
Asbjørn Nørgaard: Drums
Kasper
Saaby: Drums
Simon Visti
Tang: Bass
Stil ind nu på torsdag, d. 1. december, kl. 18.00, på enten
98.9 FM eller via den direkte livestream
“The whole collection
feels like it’s falling on a bruise. I love that. There’s a wide variety of
tones between the stories. Some are straight-up noir, some comedy, some love
stories. We have tales of violence and death sitting alongside explorations of
unrequited love, featuring single parents, criminals, and struggling musicians.
Overall, it feels worn, wounded, but still defiant. You can tell this
collection was inspired by the band who recorded both Sorry Ma and All Shook
Down.”
- jeg ved ikke om The
Replacements sangtitler er mere inspirerende / billedskabende end andre bands. Ikke
desto mindre, har den engelskfødte glaswegian, forfatter og nu redaktør, Jay
Stringer, sat en antologi sammen med 25 noveller, der alle tager udgangspunkt i en ’Mats
titel.
Torsdag er en noget tvivlsom dag.
Især hvis man arbejder med roterende ting. Det varsler intet godt. Ak og ve. Til
gengæld er det et godt tegn, hvis man er født på en torsdag. Så er der nemlig
mulighed for, at man har okkulte evner og kan se bag tingene. Hvis man kigger
på gamle vejrvarsler, så synes ingen at have interesseret sig for denne ugedag.
Lyt med i dag, hvor dele af det
faste crew forsøger at skyde sig ind på fortiden, nutiden og fremtiden. Stil
ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream
Flere anmeldere har nævnt, at Kel
Assouf spiller heavyrock. Termen er også nævnt i gruppens eget pressemateriale.
Det er rigtigt, at der er en mere aggressiv, pågående stil på ’Tikounen’, end på
bandets debutplade, ’Tin Hinane’, fra 2010. Men ligefrem heavyrock, den køber jeg
ikke. Jeg vil snarere kalde det en frugtbar
krydsning mellem Tuareg-ørkenblues og europæiske-amerikanske rockmusik. På
papiret ser det første bedst ud, men sådan er det, når musik skal appellere
bredt, så må beskrivelsen af den helst ikke blive for kompliceret. Musik er
forretning. Hvad vil jeg egentlig sige med det?
Sanger og guitarist i Kel Assouf,
tidligere medlem af Tinariwen, Anana Harouna, er født i Niger. De seneste ti år
har han boet i Bruxelles. Her har han samlet et hold af musikere fra Mauretanien,
Ghana, Frankrig, Mali og Algeriet, der udgør Kel Assouf. Gruppens nye plade er
forankret i vrede og afmagt over en verden, hvor krige raser, havene stiger, fordelingen
af verdens goder tilfalder et fåtal, de rige lande lukker sig om sig selv. Historisk
set er der vist noget om, at civilisationer bliver syge og går til grunde, hvis
de helt og holdent lukker sig om sig selv. Hvad vil jeg egentlig sige med det?
Nu på fredag, d. 25. november,
spiller Kel Assouf på Global. Dørene åbner kl. 20.00. Herunder kan man tjekke ’Tikounen’,
og høre om der overhovedet er hold i mine betragtninger. Live er der mere knald
på, har jeg hørt. Det var bare det, jeg ville sige. Eller jeg mangler at
fortælle, at jeg vender plader før og efter koncerten. Det var vist dét.
”Den, der videregiver fiktionen skal være bevidst om det helt
fundamentale, at man lige så lidt har lyst til at høre om offeret som om
bøddelen. Det ved enhver kvinde, der er blevet voldtaget: Der hænger et eller
andet frivolt ved udåden. Man tror jo ikke rigtigt på dén historie, ligegyldigt
hvad der er sket. På den anden side vil man jo absolut også have det dårligt
med en Donald Trump type, som praler med sine gramsende overgreb på
fotomodeller, ligesom man gyser ved påstanden om Bill Clintons voldtægtslignende
forførelser af underordnede praktikanter i embedsmandssystemet. Når alt kommer
til alt ligner voldsmanden uhyggeligt meget sit offer, som John Cale engang
formulerede det. "In the end, in the end", sørgede han dog for at
understrege. Lige så lidt som vi vil høre om voldsmanden vil vi høre om
offeret, begge dele bryder roen på en virkeligt uhyggelig og uhøflig måde, og
nu har vi det sgu da næsten slet ikke rart længere, her hvor desserten er lige
ved at blive serveret, hvad i alverden fortæller du dog dette svineri for? Er
det fordi du gerne vil provokere?”
- fra Jan Sonnergaards sidste
udgivne novelle, ‘Fundamental, familiær spillogik’, der udkom i online tidsskriftet ’Lapidar’, d. 1. november. Redaktøren introducerede den således: ”Novellen i Lapidar er mere eksperimentel og
befinder sig i spændingsfeltet mellem essay, socialrealisme og metarefleksiv
modernisme.”
Det, jeg hæfter mig mest ved er, at
den sidste rocktekst som Jan Sonnergaard citerede fra - og han har godt nok citeret
mange gennem årene – var John Cales ’Guts’:
Jan, du havde om nogen dine
meningers mod. Tak for dét og tak for
alt dét andet.
“The bugger in the
short sleeves fucked my wife
Did it quick and split
Back home, fresh as a
daisy to Maisy, oh Maisy
And the twelve-bore it
stood in the corner
Quite operatic in its
self-disgust
It blew him all over
the living room floor
Like parrot shit,
parrot spit, parrot shit was shot
Now suppose it was
someone familiar
Someone we all would
know
embarrassing
denouement, n'est-ce pas?
Familiar hyperbole
And there would go the
secret plot
The piss had missed
the hole in the pot
Like that ancient
teenage dream
From soul to poison
soul to poison soul
Guts, guts, got no
guts
And stitches don't
help at all
Guts, guts, got no
guts
Holes in the body,
holes in the legs
Holes in the forehead,
holes in the head
Holes in the body,
holes in the legs
There should never be
holes at all
There should never be
holes at all
So, kill all you want
or more
Make sure, do it right
Dead is dead, and door
nails forget
And then you'll notice
How the waster and the
wasted
Get to look like one
another
In the end, in the end
In the end, in the end
In the end, in the end
In the end, in the end”
“The bugger in the short sleeves”, har faktisk et navn,
eller havde, han er her heller ikke længere. Hans navn var Kevin Ayers
“The concepts
underpinning Double Nickels came about partially by accident. In early 1983,
the Minutemen had recorded enough songs to make a single album. But before they
finished it, their friends and SST labelmates, Minneapolis trio Hüsker Dü, came
to town and recorded the two-LP set Zen Arcade in less than a week. Watt took
this as a dare: if their pals could make a double album, why couldn’t the
Minutemen? (He would later add a playful “take that, Hüskers!” to the liner
notes of Double Nickels).”
- en genanmeldelse kan man næppe kalde
det. Ikke desto mindre giver Pitchfork, i en artikel fra 13. november i år, 9.5
til Minutemens spraglede og nærmest udefinerbare dobbeltalbum, ’Double Nickels
On The Dime’, fra 1984. Læs videre herunder…
Hvis det alene havde stået til
Jerry Wexler, én af den amerikanske pladebranches mest magtfulde mænd fra
1950’erne til engang i 1980’erne, var dét, der blev The Rascals allerstørste
hit nær aldrig udkommet. Vi skriver sommeren 1968. En flakkende og turbulent tid.
Martin Luther King var blevet myrdet i april. Det samme skete for Robert F.
Kennedy et par måneder senere. Alligevel var Wexler af den overbevisning, at en
sang med noget, der mindede om et politisk budskab, kunne ødelægge The Rascals
karriere.
New Jersey-kvartetten havde i de
foregående år haft fuldtræffere med blandt andet deres coverudgave af Limmie
Snells/The Olympics ’Good Lovin’’, og deres egen ’Groovin'’, som Wexler også
havde haft betænkeligheder ved at udgive på Atlantic Records. Om det var fordi,
at Wexler tidligere havde taget fejl, er ikke til at vide. Forsanger i The
Rascals. Felix Cavaliere, fik i hvert fald sin vilje.
Den 1. juli 1968, udkom blue-eyed
soul-klassikeren, ’People Got To Be Free’, som i fem uger lå nr. 1 på den amerikanske
hitliste. Sangen blev selvfølgelig kædet sammen med mordene på dr. King og Kennedy,
selvom den var skrevet før Kennedy blev dræbt, og mest af alt handlede om et ubehageligt
møde gruppen havde haft, da deres køretøj brød sammen i Florida, og de efterfølgende
blev jaget af en flok lokale, der ikke brød sig om langhårede:
