Af Hans-Henrik Siig
Sun Araw, M. Geddes Gengras & The Congos - Icon Give Thank
Jeg har ledt med lys og lygte efter et album, der kunne repræsentere verdensmusikken anno 2012. Eksperimenterende dub er muligvis det, der kommer tættest på. Cameron ’Sun Araw’ Stallones står i spidsen for ’Icon Give Thank’. Producer/mixer M. Geddes Gengras er mest kendt for at udgive, nærmest uopdrivelige kassettebånd. The Congos behøver forhåbentlig ikke yderligere præsentation. De fleste kompositioner er bygget op af enkle gentagelser, indenfor hvilke The Congos vokalharmonier, chanting er nok et bedre ord, har frit spil. Det svajer, det dirrer, det vibrerer, det beruser, det har et psykedelisk skær og så minder det ikke om noget, jeg har hørt før.
Sun River - Sun River
Jeg elsker referencer, når jeg læser om musik. Jeg tvivler dog på, at jeg havde givet mig i kast med Sun River, hvis jeg havde læst Gaffas anmeldelse, som den første. Materialet på ’Sun River’ er skrevet af bassist Martin Rude, mens Jonas Munk og Jakob Skøtt, der til daglig spiller i Causa Sui, tager sig af guitar og trommer. Gaffas anmeldelse er skam positiv, men kritikeren skulle måske bare have holdt sig til pladeselskabet El Paraisos pressemeddelelse og nævnt John Fahey, Leo Kottke, Tim Buckley og Love, som inspirationskilder, i stedet for at blande John Martyn, Richard Thompson og Robert Wyatt ind i det.
Snake & Jet's Amazing Bullit Band - Stuff That Rotates
Allerførst ‘Stuff That Rotates’ er den bedste plade, Snake & Jet's Amazing Bullit Band har lavet til dato. Hverken mere eller mindre. Den er forbandet funky og spiller på langt flere facetter end tidligere. Det går over min fatteevne, at der ikke er flere herhjemme, som har taget duoen til sig.
Gentleman Jesse - Leaving Atlanta
På overfladen er der fut i fejemøget. Powerpop i højeste gear. Spillevende. Tager man sig tid til at lytte bedre efter, opdager man, at alt ikke er fryd og gammen. Den finansielle krise, krak på krak, arbejdsløshed, et umotiveret overfald på Gentleman Jesse og gode venner, der dør alt for tidligt, har sat sine spor.
Dig & Mig – Sommervarmen
Ét af de fedeste steder at høre musik er i en bil. Fortærsket udsagn, men det bliver det ikke mere forkert af. ’Sommervarmen’ har været fast inventar i bilen siden maj måned, tror jeg nok. Vi har skrålet om kap til den muntre, iørefaldende og lidt vanvittige synth/guitar pop. Af og til med højst forbløffede ansigtsudtryk hos nabobillister til følge. Det gør bestemt heller ingenting, at Dig & Mig spillede en skidegod koncert under warm-up dagene på årets Roskilde Festival. Selv hærdede doomheads blev bløde i knæene den eftermiddag.
Goat - World Music
Endnu et album, som jeg faldt for i bilen. ’World Music’ er et langt, stramt komponeret og formuleret, klarhjernet, udkokset trip. Afrobeat møder krautrock, psych møder funk og så fremdeles. Jeg ved godt, at ordene her stritter i mange retninger, det gør pladen også. Glæder mig til at høre, om de kan forløse de bredtfavnende idiomer på Roskilde 2013.
Dr. John - Locked Down
Alt må efterhånden være sagt om ‘Locked Down’. Dan Auerbachs produktion. Valget af et ungt og sultent studieband. Den respektløse og idérige leg med genrene. Er det i virkeligheden årets bedste verdensmusik album? Jeg hører afrobeat og ethio-jazz. Dr. John har ikke lydt bedre i henved fyrre år. Imponerende.
Lightships - Electric Cables
De senere år, har jeg sat min lid til Gerald Loves sangskrivning, når Teenage Fanclub udsendte nyt. Mine forventninger var derfor enorme, da Love, under navnet Lightships, solodebuterede i foråret. Han skuffede mig ikke. Sangene oser langt væk af melankoli. Ikke af den tungsindige og rugende slags. Men den melankoli, jeg med årene har lært at sætte pris på. Tidspunktet, hvor man godt ved, at noget er ved at være forbi. At det måske er årets sidste perfekte sommernat eller lige præcis det sekund, hvor efterårsskoven står allersmukkest (fortsæt selv). Samtidig med, at man er bevidst om at komme til at opleve det samme igen, næste år og året efter etc.
Beachwood Sparks - The Tarnished Gold
’The Tarnished Gold’ har lidt samme feel som ’Electric Cables’ med Lightships. Gerald Love har den da også som nummer et på sin årsliste. Vegeterende, dæmpet og drømmende. Jeg har savnet Beachwood Sparks, uden at vide det.
Assemble Head In Sunburst Sound – Manzanita
Acid/jamrock fra San Francisco. ‘Manzanita’ er Assemble Head In Sunburst Sound’s fjerde album, siden debuten i 2005. Jeg er først stået på i år. Det er nemt at sætte stereotyper op om syrerock. Strækkende sig fra den paranoide, drone-elskende galning til blomsterbørnenes blåøjede budskab om peace, love and harmony. Assemble Head In Sunburst Sound har lidt af det hele.
Bob Dylan – Tempest
Jeg tror ikke Dylan har nævnt ’Modern Times’, ’Together Through Life’ og ’Tempest’ som en triologi. Det er vist noget musikjournalisterne har fundet på. Lad mig bare tage dem på kornet. Jeg havde store forventninger til ’Modern Times’ og har storset ikke hørt albummet, siden det udkom i 2006. Mine forhåbninger til ’Together Through Life’ var ergo rettet ind derefter, men det har jeg ikke desto mindre nydt talløse gange. Om ’Tempest’ er der bare at sige, det er en fremragende plade.
The Setting Son - Before I Eat My Eyes & Ears
‘Before I Eat My Eyes & Ears’ har været længe undervejs. Mine overvejelser om albummets tilstedeværelse på denne liste var ligeledes længerevarende. Jeg gav det dog et sidste skud for fulde drøn i bilen og forstod slet ikke mine mange spekulationer. Hvis jeg havde bygget listen numerisk op, var det endt i top-tre. Mere i den dur, drenge og Emma. Det siger min kone også.
The Babies - Our House On The Hill
I årets løb har jeg flere gange bandet op over, al den opmærksomhed den danske indiepresse giver musik fra Brooklyn. Som om New York-bydelen er et kvalitetsstempel i sig selv, nu må der gerne snart ske noget nyt osv. Og når der endelig kommer noget virkeligt godt ud af Brooklyn, hvor er de så henne, de ellers så flittige forkyndere? The Babies består bl.a. af sanger og guitarist, Cassie Ramone, fra Vivian Girls og Woods-bassist, Kevin Morby. ’Our House On The Hill’ er i forhold til debutpladen fra 2011, så at sige, mere åben og adræt. Bandet har lagt det umiddelbare lo-fi præg bag sig og det er som om, at de tror mere på deres virkemidler, tror mere på at rock’n’roll stadig har noget at sige samtiden. Tak for det.
Alejandro Escovedo - Big Station
Lenny Kaye skrev på et tidspunkt om Alejandro Escovedo; "there are songwriters who sing their songs, and then there are songs who sing their writers”. Escovedo har for længst skrevet sig ind i den store amerikanske sangbog. Etablerede navne står i disse år i kø for at indspille hans numre. Seneste skud på stammen er Bobby Bares version af ’I Was Drunk’ på ’Darker Than Light’ fra i år. Selv er han ikke bleg for at tage radikale metoder i brug, hvis hans sange kommer i forkerte hænder. Det skete i 2005, da han fandt ud af, at George W. Bush havde et af hans mest populære numre ’Castanets’ på sin iPod playliste. Der gik to år før han spillede det live igen. ’Big Station’ er blevet til sammen med Chuck Prophet og Tony Visconti og bringer måske ikke så meget nyt til. Meget mindre kan imidlertid gøre det.
Jeg ved godt, at jeg har lovet en top-femten. Andetsteds har jeg dog læst, at det er hipt kun at have fjorten udgivelser på listen. Den praksis følger jeg i år. Jeg er nemlig ude af stand til at bedømme, om Dexys aldeles glimrende ’One Day I’m Going To Sour’ eller Richard Hawleys, som jeg aldrig for alvor har lyttet til før, ’Standing At The Sky's Edge’, skal have den sidste plads. Den kunne snildt også tilfalde ’Between The Times & The Tides’ med Lee Ranaldo eller ’Wallpaper Music’ med Cheap Time, for slet ikke at nævne…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar