Beat 2012. Kommenteret (6 af ?)

Af Thomas Løppenthin

Tilbage i juli måned stod jeg fuldstændig mørbanket foran Roskilde Festivalens Orange Scene og overværede, at én af mine drengedrømme gik i opfyldelse. Intet mindre. Og undervejs slog det mig, at om så Bruce havde kostet tolv milliarder kroner, og ikke de tolv millioner som det var rygtedes, at han og E-Street Band havde kostet at få til at spille op til dans i tre timer, prime time, lørdag aften, ja, så ville pengene sgu stadig have været givet godt ud. For selvom jeg har set dette band adskillige gange gennem de seneste tretten år, var det tæt på ubeskriveligt at få dem serveret under så suveræne forhold. En af årets koncertstunder, hvor anything goes, og hvor jeg følte mig allermest privilegeret. Ingen tvivl om at Bruce var den rette mand til jobbet, men hvad filan mon Roskilde har i posen til 2013? Og skulle man iføre sig en uklædelig kynisme kunne man vel tilmed indvende, at denne (næsten) pludselige begejstring for Bruce er et modbydeligt sygdomstegn på, at rock’n’roll i 2012 mere end nogensinde blot er reduceret til en t-shirt, en letkøbt imageforstærker, som både anmeldere, bloggere og almindelige stakler iklæder sig af frygt for at blotte deres pseudointellektuelle og forstillede fjernsynskiggersjæle? Men hva’ fa’n, så længe Bruce er soundtracket til dén tragedie, kan man jo stadig håbe, at der er blot lidt der siver ind.

Nå, back to death, og det som dette jo drejer sig om, nemlig, at jeg for andet år har kastet mig ud i en årsliste. Sidste år var det på opfordring og øvelsen huede mig ikke synderligt. Hvordan skulle jeg dog kunne udforme en liste, vel vidende, at jeg ikke havde hørt alle relevante udgivelser endnu? I år falder øvelsen mig lettere. Jeg er altså, med andre ord, ikke blevet klogere. Herunder er et bud på de ti bedste plader fra 2012. Altså indtil jeg i 2013 opdager, hvilke fabelagtige udgivelser jeg dog er gået glip af. Alt for mange rockplader og alt for mange gamle mænd. Jeg må tage mig sammen.

Woods "Bend Beyond"

Der er ikke kun liflige bobler i bongvandet på Brooklynkvartettens sjette album på seks år, det er også hamrende smukt. Og imponerende, at bandet kan holde så høj sangskrivningskvalitet. Måske deres bedste og måske årets bedste plade. Tjek ’Find Them Empty’.

The Men "Open Your Heart"

Og mere Brooklyn. Og endnu en genganger fra sidste år. Hvor The Mens forrige plade kunne lyde som Goo-era Sonic Youth der spiller Wipers, kan bandet denne gang føje Replacements der spiller Stones til repertoiret. Tjek ‘Candy’ og overgiv dig. I rest my case.

John Cale “Shifty Adventures In Nookie Wood”

“I heard you whisper in my ear, that you were coming back this year.” John Cales comeback var dog allerede sidste år med ep'en ’Extra Playful’, som var blandt 2011-favoritterne. Dette års udspil er ikke helt så skarpt som forgængeren, men den 70-årige legende er blandt favoritterne og “Shifty Adventures In Nookie Wood” har momenter af rendyrket elegance. Tjek ’I Wanna Talk 2 You’.

Dr. John "Locked Down"

Jeg skal være den første til at indrømme, at mit kendskab til Dr. Johns udgivelser gennem nu 44 år er, for nu at sige det mildt, ikke just detaljeret. Men jeg tillader mig dog, dette pergamentstynde grundlag til trods, at udråbe årets udgivelse, hvor der stod Dan Auerbach ud over det meste, til et højdepunkt i karrieren. Tjek ’Getaway’.

Lee Ranaldo "Between The Times And The Tide"

At Lee Ranaldo, i en alder af 56, skulle udgive sin debut (rock)soloplade var vel omtrent lige så sandsynligt som at pladen ville blive fed. Miraklernes tid er heldigvis ikke forbi, og’ Between The Times And The Tides’ var essensen af 80'ernes alternative America, uden dog at virke det mindste bedaget. Hans Roskilde koncert var ren tilbagelænet, men dog sammenbidt magi. Tjek ’Angles’. Dem der læser liner notes opdagede, at den gamle SY trommeslager Bob Bert spiller percussion på to numre, hvilket forærer mig en glidende overgang til næste indslag på listen. Nemlig…

Chrome Cranks "Ain't No Lies In Blood",

…hvor Bert som bekendt tæver trommer, som efter femten års pause vendte tilbage. Og de lyder stadig, som hvis tre aggressive hulemænds køller var skiftet ud med guitar, bas og tromme. Befriende hjernedødt, og derfor også super clever, som om det har nogen betydning. Tjek ’Star To Star’. Og til alle med Swans på årslisten kan jeg oplyse, at Michael Gira (som også tilhører den begejstrede fanskare) er manden bag pladens håndtegnede cover.

Giant Giant Sand "Tucson"

Howe Gelb tager munden (for!) fuld med denne seksten-sangs lange country rock opera, og en enkelt pladeside kortere havde strammet op på det samlede udtryk. Jeg er dog en sucker for Gelb, harmonika, mariachi, ørkenstøv, og så den der slags musik, der altid synes at være soundtracket til dårlig samvittighed, lukketid, hånd på servitricens bagdel, dobbeltsyn, ignorerede telefonopkald, en flækket læbe, ja, fortsæt selv listen. Tjek ’Detained’.

Robert Pollard "Mouseman Cloud"

Med hele tre Guided By Voices comebackplader i år (den fjerde kommer til februar) og to Pollard soloplader var der dømt sved på panden hos såvel novicer som superfans. I denne skov af plader var det, sådan lidt tilfældigt, dog denne der fik min fulde opmærksomhed, gevaldigt hjulpet på vej af ’Science Magazine’, som er intet mindre end årets bedste sang.

Ty Segall Band "Slaugterhouse"

Segall er godt nok 30 år yngre end Pollard, men næsten lige så vanvittig, når der kommer til at spytte udgivelser ud. På denne hans, ja, aner ikke hvad nummer den er i rækken, er der dømt massivt tunge riffs og jeg blæses begejstret omkuld. Tjek ’Wave Goodbye’.

Moonless "Calling All Demons"

Der var mange kvalificerede kandidater til den sidste plads på listen, men den går til disse københavnske rockere, af den simple grund, at ’Calling All Demonds’ er så hamrende godt skrevet, fremført og optaget. Og tilmed et af landets for tiden allerbedste livebands. Tjek ’Bastard In Me’.

Følgende plader har ligeledes fornøjet (okay, enkelte skuffede) på grammofonen i det forgangne år:

Amadou & Mariam "Folila", The Babies "Our House On The Hill", Baby Woodrose "Third Eye-Surgery", Beach House "Bloom", Bäddat For Trubbel "Värdighet", Leonard Cohen "Old Ideas", Dig & Mig "Sommervarmen", Dinosaur Jr. "I Bet On Sky", Bob Dylan "Tempest", Earth "Angels Of Darkness Demons Of Light II", Gentleman Jesse "Leaving Atlanta", Guided By Voices "Let's Go Eat The Factory", "Class Clown Spots A UFO" og "Bears For Lunch", De Høje Hæle "Kold Og Træt Og Bange", Japandroids "Celebration Rock", King Tuff "King Tuff", Mark Lanegan Band "Blues Funeral", The Mojomatics "You Are The Reason For My Troubles", Moon Duo "Circles", Bob Mould "Silver Age", Graham Parker & The Rumour "Three Chrods Good", Pet Shop Boys "Elysium", Redd Kross "Researching The Blues", Royal Baths "Better Luck Next Life", Saint Vitus "Lillie: F-65", The Setting Son "Before I Eat My Eyes And Ears", Patti Smith "Banga", Spids Nøgenhat "De Sidste Her På Jorden", Bruce Springsteen "Wrecking Ball", Swans "The Seer", Terrible Feelings "Shadows", André Williams & The Sadies "Night And Day" og Neil Young "Americana" og "Psychedelic Pill".

Når tiden bliver til det, glæder jeg mig til at tjekke følgende kunstneres 2012-udgivelser ud:

Cloud Nothings, Cold Specks, Fresh & Onlys, Goat, The Intelligence, Lust For Youth, Mind Spiders, Thee Oh Sees, Quakers, Ty Segall, Sleepy Sun, Soft Moon, Spiritualized, Tyvek, UV Race, White Fence, Bobby Womack osv osv.