”The Byrds var God Tid
The Byrds var
Uafvendelighed
The Byrds var markerne
der hvert år på ny skal sås og høstes
léen der sang som den
skár igennem kornet
lyden af Mors nynnen
under arbejdet hjemme
eller toget der
passerede forbi på skrænten
et stort ståldyr
flimrende mod grønt
og et øjeblik fik alle
til at sé op i horisonten
Yesterday’s Train –
The Byrds var som gode
venner
der sidder og
sér på solnedgangen
der er ikke meget at
tale om
vi véd vi er der
og hvis guitaristen
eller tamburinmanden kommer
er vi klar til at danse
til den lyse morgen
ellers er det og godt
med en fed nats søvn –
The Byrds var trygge
og nære
og så gennem-kendte
som en blød sød apple-pie
modne blommer tunge på
grene
eller et gammelt
garvet familie-foto
på en måde var de hvad
man kunne forstille sig
Morten Korch havde drømt om at
være
’Lover of The Bayou’
men hver ting til sin
tid
´to everything there´s a season’
Tolv strenge tolv
disciple
The Byrds var det
Gamle Testamente i nyt ruskind
men skind aldrig
’kunststof’
så lidt som der var
plastic på essen i den Gamle Smedie –
The Byrds var ro
ro men også smerte
en dovent flydende
flod med sølvfisk
et bål i en lysning
alt for godt og
simplet til at være sandt
Beatles kunne være
foråret
Beach Boys måske
sommeren
The Byrds var det
tidlige efterår
roens og klarhedens
tid
september og høst
med alle løvets
brogede farver i tynde solstråler
og den mærkeligt hårde
rene luft
på disse klare dage
hvor man kan sé for evigt –”
- Dan Turèll. Fra ’Storby-Blues. 1977
Ingen kommentarer:
Send en kommentar