Blogger Widget

onsdag den 31. juli 2013

Everybody Loves Saturday Night…


Det har regnet i nat. Meget endda. Jeg vågnede tidligt, lå længe og lyttede til plaskregnens trommen på taget og metalliske piblen i tagrender og nedløbsrør. 30 mm blev det til. Med tankerne kredsende om, hvad jeg skulle bruge bloggen til i dag, døsede jeg atter hen. Da jeg vågnede var det med folkstandarden, ’Everybody Loves Saturday Night’, på læberne. 

Hvor den kom fra har jeg ingen anelse om, men det fik mig ikke desto mindre til at tænke på idéen om lørdag aften. Ugens kulmination, tidspunktet hvor festen gerne skulle være på sit højeste, tidspunktet hvor arbejdsdagens små genvordigheder er glemt. Det bragte mig hid og did, men efterhånden begyndte et mindre sammenligneligt studie at tage form. Jeg ville undersøge, hvilke orkestre og solister de danske musikfestivaler, der er mange, havde sat på programmet lørdag mellem kl. 21-23. Kunne jeg aflæse en tendens? Var der lagt op til fest eller hur? Det tog jeg nøjsomt fat på. Det gik dog hurtigt op for mig, at det blev for omfangsrigt og kedeligt. Navnene var ganske enkelt ikke interessante nok.


For at mit indledende arbejde ikke skal være helt formålsløs, vil jeg bruge en snert af råmaterialet til at se lidt nærmere på et par stykker af den kommende weekends festivaler. Med festival, mener jeg, dem af flere dages varighed. Endvidere har jeg holdt mig til de enkelte festivalers største scener, hvis der altså er flere end en.


Jeg begynder i Jylland, nærmere bestemt på Grimfest i Brabrand, hvor den dansk-sydafrikanske sangerinde Barbara Moleko og Peter Sommer spiller i ovennævnte tidsrum. Videre til Spire Festival, der finder sted på Tuse Næs nord for Holbæk. Her har de sat Red Warszawa til at underholde i prime-time. Helsingør Festivalen har til gengæld et par navne på, som jeg aldrig har hørt om. Elektroniske Macaco Mau og As If. Sidstnævnte kan jeg ikke engang finde oplysninger om. Spændende. I København når både When Saints Go Machine og Turboweekend på scenen på Trailerpark Festival, mens Wu-Tang Clan skal prøve at trække folk op af campingstolene til den nye Vanguard Festival i Søndermarken.


Min lille rundtur ender ved Kildemose Festivalen på Fyn. Fredag tiltaler mig mest, hvor man kan opleve Spökraket, The Road to Suicide, The Hedgehogs, The Telstar Sound Drone, Bite The Bullet og Papir. Jeg kunne i det hele taget godt bruge hele weekenden dér. Udover nævnte spiller Øresund Space Collective, tyske Excessive Visage og Shivas Nat blandt mange andre. Men det er jo lørdag aften, der er mål for denne undersøgelse. Og der kan Kildemose byde på Manchester-bandet The Underground Youth og danske The Univerzals, der på scenen får følgeskab af den sibirske bassist, Alex Choub.

Ingen kommentarer: