Jeg glemte Iceage i min
opremsning af bands, som jeg skulle høre i går. Jeg fik ikke set det hele, de
lå lige oven i Kris Kristofferson. Det jeg så var fornemt og de fyldte Arena-scenen
godt ud. Det var bare en skam, at publikum var andre steder. Teltet virkede
halvtomt. Sådan har det været til flere af de koncerter, jeg har hørt. Selv da
Chelsea Light Moving gik på var det lige til at vade ind og finde en plads i
fjerde eller femte række midtfor.
Næste stop er Bogotá. Colombias
hovedstad ligger rundt regnet 2600 meter over havets overflade, så der kan
blive skidekoldt. Det var der også den aften, Roskildebooker Peter Hvalkof, løb
ind i en fyr med en rød Post Danmark jakke og henvendte sig til ham med ordene,
”I regn og slud, i sne og frost skal
posten ud”. Den linje nikker de fleste nok genkendende til. Hvis ikke, så
kan jeg fortælle, at det er ’Postens Sang’ fra julekalenderen Vinterbyøster. Lige
så forbavset blev Hvalkof, da fyren vendte sig om og svarede ham passende på
dansk. Det viste sig at være Eblis Álvarez, grundlæggeren af The Meridian
Brothers, som har studeret på Rytmisk Musikkonservatorium i København.
Sidste år udsendte The Meridian
Brothers ’Deseperanza’, deres fjerde plade siden 1998, hvor Álvarez dannede
gruppen. Eller det vil sige, bandet blev tidligere distribueret fra hånd til
hånd via kassettebånd i Bogotá, men de tæller selv 2005-albummet ’El
Advenimiento Del Castillo Mujer’, som deres debut. I begyndelsen var Álvarez påvirket
af latinrock, især den argentinske. Senere kom cumbia, salsa og currulao til,
men det var først efter studietiden i Købehavn, at han for alvor begyndte at inkorporere
elektroniske elementer.
’Deseperanza’, der er det eneste
album, jeg kender, er på mange måder et hardcore genreclash. På den en side er
det legende og let. På den anden avantgardistisk og udsyret. Der er en hårfin
balance mellem gammelt og nyt. Farfisa, obskur surfguitar og næsten alle former
for elektronik går i ét. Til trods for, at det emmer af Latinamerika, så ligger
der hele tiden en snert af det ukendte. Lader man sanserne få frit løb, dukker
der måske mumlende zombier, stilfærdige rumrejser og lyssky personager ude fra
overdrevet op. Det er selvfølgelig helt op til én selv.
Hvis dette lyder lidt som om, at
jeg ikke rigtig ved, hvad jeg har med gøre, så er det ganske sandt. Det er en
krøllet verden The Meridian Brothers skaber, men hold da helt op, hvor jeg
glæder mig til at høre dem, kl. 18.00 på Gloria i dag.
Før jeg stiller om til The Meridian
Brothers, er det nok en meget god idé at lytte til dette mixtape, som gruppen
har sat sammen. Desværre er der ingen playliste, navnene ville nok heller ikke
have sagt mig spor:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar