Jeg træder dødvande for tiden.
Står i et vadested og har ingen anelse om jeg skal gå med eller mod strømmen.
Eller bare følge den sikre vej op på land. I løbet af sommeren har jeg genhørt
en række fremragende engelske sangskrivere. Om hvem flertallet nok vil sige, at
de havde deres finest hour fra
slutningen af halvfjerdserne og op gennem firserne. Stier jeg ikke betræder
særligt ofte.
Det nye Goat-album, ’Commune’, der udkommer på Sub Pop om en
månedstid, har jeg også været så heldig at få lov at høre. Jeg er slet ikke
overbevist. Da ’World Music’ kom for to år siden var jeg ikke tvivl. Det var
nyt og spillevende. Altmodisch er måske ikke det rigtige ord at bruge om ’Commune’,
men det var ikke desto mindre, det første jeg tænkte på, da jeg lyttede til
pladen. Det går stærkt i musikbranchen og den nye psych-bølge har desværre nok
toppet for mit vedkommende. Ikke sådan forstået, at der ikke udkommer gode
album indenfor genren. Jeg er bare på vej et andet sted hen. Men hvor skal jeg
gå hen? Worldmusikken trækker stadigvæk helt vildt i mig og Gud ske tak og lov
for det!
For at vende tilbage til de
engelske sangskrivere, så har jeg hørt en del ’The Cleaners From Venus. Vol. 1
Box Set’, der kom i 2012 og som indeholder bandets første tre udgivelser, der
blev udsendt i 1981-82. Siden er der både kommet en vol. 2 og 3. The Cleaners
From Venus er lig med Martin Newell. Okay, der har været et par sidekicks med
indover gennem årene. Den mest givende var nok den begavede pianist Giles Smith,
der spillede med på midtfirser-pladerne.
Det glædede mig umanerligt meget, da jeg i juli fandt ud af, at The Cleaners From Venus har et
nyt album ude. Ikke at der er sket så meget på ’Return To Bohemia’, som
udgivelsen hedder. Det er stadigvæk Martin Newells hjemmeproducerede og til
tider noget naive, dilettantiske avantgardepop, der rummer elementer af Ray
Davies og XTC, for slet ikke at nævne Bonzo Dog Band, der står i centrum. Det
er spøgefuldt, spartansk og solidt.
Så vidt jeg har forstået, så
begyndte de nye sange første rigtig at falde i hak for Newell, da han havde skrevet
’The Royal Bank Of Love, som han forstillede sig som det perfekte Melodi Grand
Prix-nummer:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar