Blogger Widget

søndag den 17. august 2014

Urentable aktiver. “Hey Mr. Rain, Won't You Follow Me Down”


’VU’ og ’Another View’, de to outtake-opsamlingsplader, der kom med The Velvet Underground i henholdsvis 1985 og 1986, er obligatoriske på snart sagt enhver musikalsk opdagelses-, opdragelsesrejse. Nu skal jeg ikke trætte nogen med pladeselskabssammenlægninger, dårlig økonomi og urentable aktiver. Det kort af det lange er, at man i begyndelsen af firserne fandt nitten ikke tidligere udsendte spor. Heraf fem fra tiden med John Cale. Mange af numrene genanvendte Lou Reed iøvrigt i løbet af sin solokarriere, så der var ikke tale om fuldstændigt ukendt materiale, som blev gravet frem. ’VU’ er et udvalg af demoer fra 1969, samt ’Temptation Inside Your Heart’ og ’Stephanie Says’, der blev indspillet i februar 1968, hvor John Cale stadig var med. ’Another View’ dækker årene 1967-69 og indeholder de tre resterende numre med Cale.

Det er også ’Another View’, vi skal have fat i. Derpå finder man ’Hey Mr. Rain’, som Cale skrev, og som måske levendegør det musikalske brud, som var hovedårsagen til, at John Cale skred. Optagelsen af ’Mr. Rain’ stammer fra maj 1968. Som sammenligningsgrundlag kan man eventuelt høre Reeds langt mere konventionelle popsang, ’Stephanie Says’, der, som sagt, er fra februar samme år.  

Og, ja, dét er fordi, det har pisset ned hele dagen, at jeg kom til at tænke på ’Mr. Rain’.     


Ingen kommentarer: