’Cape Canaveral’ åbner Conor
Obersts første plade i eget navn i tolv år. Eller det vil sige, sådan var det i
2008. Og så er det vist ikke en soloplade alligevel, fordi Oberst samlede et
nyt band, The Mystic Valley Band, da han påbegyndte indspilningerne til albummet,
der fik titlen ’Conor Oberst’, i Tepoztlán i Mexico.
Jeg vil ikke gå så langt til at
kalde Oberst et vidunderbarn. Det lader jeg andre om. Bevares, han spillede sit
første livejob som tolv-årig i 1992. Året efter begyndte han at udsende
kassettebånd på Lumberjack Records, der senere tog navnet Saddle Creek Records
og vist stadigvæk er i familiens eje. Derefter gik det over stok og sten med
projekter som Commander Venus, Park Ave., Desaparecidos og ikke mindst Bright
Eyes.
Flere har forsøgt at læse en
dybere mening ind i ’Cape Canaveral’, det tidligere Cape Kennedy. Men det er
muligvis også meget nærliggende at gøre. I og med, at Conor Oberst ofte skriver
ud fra forskellige synsvinkler og gerne blander genrer og stemninger, så
teksterne undertiden fremstår mere eller mindre indistinkte og uklare, for ikke
at sige kryptiske, og derfor kan være vanskelige at blive klog på.
Sådan forholder det sig ikke med
’Cape Canaveral’. Ifølge Oberst behøver lytteren ikke vride begavelsen af led,
der er intet kunstigt over teksten: “That
song is, I guess, more of nostalgia of watching rocket launches on TV, that
kind of thing. I’ve never been to a rocket launch,
unfortunately. I’d like to see one though.”
Øverst: Conor Oberst i 2008 på hotellet The
Madonna Inn i Californien. På fotografiet bag ham ses en pige, der er på
syretrip ved en The Who koncert i 1970.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar