”Det uperfekte kommer helt af sig selv”. Stort påskeinterview med Mørtel

Mørtel er ude på en mission. De skal skrabe 10.000 kr. ind, inden d. 3. maj 2015, så de kan indspille deres debutplade, ’Alt Hvad Vi Gør Tager Et Minut’. Duoen, hvis man kan kalde den det, består af Andreas Hjertholm (født 1983) fra Atomfax og Hans Holten Hansen (født 1966) fra Ræv Hund Bjørn, Olesen-Olesen, Rhonda Harris og How Do I, plus et ukendt antal venner. D’herrer har det tilfælles, at de begge debuterede som ”digtere” i kunst- og lyriktidsskriftet Hvedekorn på opfordring af redaktøren. Dog med 24 års mellemrum. For Hans Holten Hansens vedkommende tilbage i 1990, da han fik en henvendelse fra Poul Borum. Andreas Hjertholm havde et par Atomfax-tekster med i det såkaldte sangnummer, som kom sidste år, ansporet af den nuværende redaktør, Lars Bukdahl.

Hvis det lykkes at indsamle stakaterne, går de i studiet med produceren og musikeren Per Buhl Acs, der spiller med Bost X for tiden, men som de fleste formentlig kender bedre fra No Knox og Cyklon Anticyklon.

Læs mere om Kickstarter-projektet her

Hvordan begyndte samarbejdet?

Andreas Hjertholm: ”Hans og jeg kender hinanden fra fælles koncerter med Atomfax og Ræv Hund Bjørn. En dag fortalte jeg Hans om nogle sange, jeg havde skrevet, som han ville passe perfekt ind i. Hans havde også nogle meget fine sange liggende. Og, ja, så tog det ene det andet og af en eller anden grund, begyndte vi at tale om den engelske folklegende Nick Drake, som vi begge skatter højt, og om vi ikke snart skulle mødes og prøve at spille vores sange sammen.”

Hvad er Mørtel for en størrelse? Hvorfor det spøjse navn?

Hans Holten Hansen: ”Altså, Mørtel. Noget skulle vi jo hedde. Og så var vores første plan som band at lave en kortfilm, hvor vi ville spille otte sange live forskellige steder i et hus. Ikke at huset skulle have en speciel symbolsk betydning. Det skulle bare være rammen. Det er der hverdagen foregår. Vore venner og familie skulle være der, være en del af miljøet, så at sige. Komme hjem fra skole, gå ud og købe ind, spise frokost. Nogle af lydene kunne vi bruge musikalsk. Støvsugeren, emhætten, opvaskemaskinen. Men altså huset var rammen, og Mørtel kunne så være det, der fik det hele til at hænge sammen. En film med indbygget liveoptagelse er alligevel en lidt større mundfuld, end vi lige havde krudt til at sparke i gang, så nu begynder vi med en ren lydindspilning. Men filmen er stadig et mål, som vi nok skal nå.”

Andreas Hjertholm: ”Navnet Mørtel har også noget uprætentiøst over sig. Ensomme nuancer, skygger og ting i forfald. Vi bruger hele livet på at bygge ting op, som vi godt er klar over har en udløbsdato, præcis som os selv. Navnet Mørtel er på nogle måder også en cementeret memento mori, der følger os i alt hvad vi gør. Mørtel er samtidigt et paradoks til den varme lyd, vi forsøger at skabe. Et paradoks, der viser sit grimme ansigt, men ligesåvel minder os om glæden ved musikken og det at skabe ting sammen.”

Hvad er der med ham, Nick Drake. Han lader til at blive ved med at inspirere til ny musik. Til trods for, at det er over fyrre år siden, at han tog sit eget liv?

Andreas Hjertholm: ”Nick Drake er en af de mest underspillede sangskrivere, som på forunderlig vis, vækker nogle af de stærkeste følelser i mig. Jeg har hørt ham i mange år som morgenmadsmusik. Men pludselig en dag, da jeg hørte det for godt og vel tusinde gang, slog det ned som et lyn i mig, hvor ufatteligt genialt det var. Det må have været den samme følelse, Magellan og Vasco da Gama havde, da de gjorde deres opdagelser. Følelsen af, at man stod med noget nyt, stærkt og ukendt, der var meget større end en selv.

Når man går i dybden med, hvordan Nick Drake opbygger sine sange, bliver man præsenteret for en herre, der stemmer sin guitar i nogle forunderlige og alternative stemninger. Han skabte på en måde helt nye og originale veje, som vi i dag kan udforske den ellers ret udtærskede folk-genre med. Melodierne er aldrig helt depressive eller manisk muntre, men ligger som et nærværende lydspor tæt op ad den noget omskiftelige følelsescocktail, jeg selv føler livet byder på.

Jeg tror både Nick Drake og Mørtel er draget af den samme stemningsmæssige bittersødme. Og måske en fælles jagt efter det uperfekte? Det kan være livet i sig selv eller indenfor musik og kærlighed. Rent tekstmæssigt ligger vi nok en del fra hinanden. Hvor Nick Drake søger forløsningen, forståelsen og det fodfæstede meningsbillede, arbejder Mørtel mere med en absurd og uforløst tilgang til stoffet.

Nogle andre inspirationskilder kunne være Big Star, Leonard Cohen, Elliott Smith og Povl Dissing.

Hans Holten Hansen: ”Det Nick Drake-element, jeg med stor glæde vil vedkende mig at være på, er rovdrift efter det akustiske, men samtidig moderne univers. Ellers har akustiske lineups det med at være noget tilbageskuende i det. Jeg har en fornemmelse af, at Nick Drake var fuldstændig ligeglad med, hvad der ellers skete i samtidens musikalske landskab - og det gælder i hvert fald også for Mørtel.

Jeg aner ikke, hvad Nick Drake synger om, men han gør det, så nuet bliver godt at være til i. Jeg kan altså ikke rigtig skrive under på en jagt på noget uperfekt. Jeg spiller og synger så godt jeg kan. Det uperfekte kommer helt af sig selv. Og så skal det have lov at være der, når det ikke kan være anderledes. Bare vi når dét der sammenstød af nærvær og selvforglemmelse, som for mig er den særlige Mørtel-oplevelse. Det er dén, jeg oplever, når vi spiller, og dén jeg håber, man også som lytter kan opleve.

Og så går jeg også efter perfektion i mine egne tekster. Hvis ikke jeg er 100 % sikker på, at de ord, jeg har valgt, er de rigtige, så opstår nærværet ikke, og det er ikke kun utilfredsstillende for mig selv, men også for lytteren. Hvis en sanger står og bræger nogle ord, der lige så godt kunne have været nogle andre, så skulle han tage og klappe i.”

En helt anden historie:

”Mørkemand i en mørk tid

Morgenen venter tålmodigt bag Sverige                                                               

Vinteren varer for evigt i år

Dagens opgaver kalder

kalder dig grøn og naiv og du svarer

Du svarer igen - og igen 

  

Efter lukketid blænder jeg ned

og tænder en anden musik

Din lysende stemme

fortæller mig ind

i en helt anden historie

Ud til bens på et skråplan

jeg holder balancen for din skyld

prøver at vænne mig af med at gå

Dagens opgaver kalder igen

kalder dig gammel og stiv men du svarer igen

For hvor sku du ellers gå hen?

Mit hjerte det banker

og bankerne dør

men lånet forfalder”

- tekst af Hans Holten Hansen til det kommende album

Nu foregriber du tingene, Hans. Mit næste spørgsmål handler netop om, hvordan I hver især arbejder med tekstmaterialet?

Andreas Hjertholm: ”Okay, jeg retter ind. Det uperfekte var en forkert formulering. Hvad angår tekstmaterialet, så vælger jeg oftest mine kampe ubevidst. Hverdagens dramatik er ofte mit udgangspunkt. Jeg forestiller mig, at jeg laver en velkrydret stuvning ud af mit liv. Jeg har en historie, men den skal virkelig ordmæssigt smage godt i munden. Ud fra denne tilberedning, prøver jeg intensivt at finde nogle ord, der, ikke nødvendigvis ordret, beskriver et forløb, men mere fanger stemningen, duften og den summende kompleksitet i mine ellers hverdagsbanale følelser. Som f.eks. med teksten 'Fra Nicaea til Ikea' (se nedenfor). Jeg er sjældent interesseret i at fortælle en målrettet historie. Jeg prøver ikke at plante et bestemt budskab i hovedet på lytteren. Jeg forsøger på en måde at skrive et digt, som folk skal opdage deres egen mening i.

Dertil kommer, at jeg synes, at det er berigende og spændende at eksperimentere med, hvor mange forskellige farver ens følelser kan rumme. Lidt ligesom eskimoerne, som vanvittigt smukt, hvis det er sandt, har omkring tusind forskellige ord for sne. Når jeg har eksperimenteret mig hele vejen frem og følt, hvad jeg nu kan føle med en given tekst, ja, så ved jeg, at jeg har gjort mit bedste og så er jeg glad.

Hans Holten Hansen: ”Hvis jeg falder over en interessant sætning, som kan give nogle billeder og blive til en scene, der er spændende, så forsøger jeg bare at skrive og skrive løs uden mål og med. Når den strøm løber tør, rydder jeg op og sletter en masse. Jeg ender som regel med en tekst, hvor jeg ved præcis, hvad jeg mener med hvert eneste ord, uden at det nødvendigvis bliver helt soleklart for udenforstående, hvad det skal betyde. Men hvis jeg ved det, så kan jeg synge det, så man gider høre det, for så gider jeg synge det.

Fra Nicaea til Ikea:

”Et kæmpe brag fra en østrogentank

Plasticfluer i flammende vals

Og knækket luft kun beskyttet af Ritas tøj

Stegte hunde der vil slå mig ihjel

For faen nu gik det ligeså godt

Godt jeg tog min liste med.

Øv! øv! øv!, øv! øv! øv!

Fra Nicaea til Ikea

Tidens perler lukkes rundt om din lækre hals

Af dine øjne klemmes æblemost

I ørkenen ser man altid den hvide streg

Når målet bliver kun at starte igen

For faen nu gik det ligeså godt

Godt jeg tog min liste med.

Øv! øv! øv!, øv! øv! øv!

Fra Nicaea til Ikea

Enhver form for planlægning vil

Dræbe planter og små søde dyr”

- tekst af Andreas Hjertholm til det kommende album

Jeg elsker spørgsmål om inspirationer. Er det overhovedet muligt for jer at pege på tre danske digtere, som man skal have læst inden man fylder 30, og tre man skal have læst inden man fylder 50?

Hans Holten Hansen: ”Hvis man skal gøre sig som en digter, skal man læse en masse. Som sangskriver, skal man nok høre efter en masse sange. Hvis ikke man skal bruge sproget selv, så kan man da bare lade være med at læse. Personligt ville jeg ikke have været foruden læsningen.

Før man er 10, skal man have gennemtygget Halfdan Rasmussens samlede værker, der får man øje på sproget som et selvstændig lag, som godt nok betyder et eller andet, men som også er sjovt i sig selv. ’Else elsker pelse’.

Før man er 30. Søren Ulrik Thomsens ’City Slang’. Og hvis man nogensinde skal læse Strunge, så skal det være før man er 20, det holder ikke så meget længere. Det var utrolig godt gjort af Nørlund, da han valgte netop digtsamlingen ’Navnløs’, hvor Strunge er en streg mere langsom, reflekterende og sprogligt selvkritisk, end han var mange andre steder. Den kan læses indtil man er 30, men er man under 20, så se at få læst ’Vi Folder Drømmens Faner Ud’. Men egentlig kan man bare lade være at læse Strunge, læs hellere ’City Slang’ af S.U.T. Den blev gennem Lars Hugs mund min egen indgang til poesien.

Derudover er der Inger Christensens ’Alfabet’ og evt. ’Sommerfugledalen’. Kirsten Hammanns debut, digtsamlingen ’Mellem Tænderne’, Det er kræs, blandingen af hverdagssprog, ’Matador’ og Olsen Bande-billeder og 80'er-metaforer. Vildt, sjovt og vildt sjovt.

Og næste halvleg. Over 30. Nordbrands ’Støvets Tyngde’ eller en af de andre, han er meget konsistent fremragende. Gab, en kedelig liste. Nej, læs Nikolaj Zeuthens ’Oliebål’. Der er andet i verden end én selv, truslen på livet er ikke nødvendigvis personlig. Lone Hørslevs skilsmissedigtsamling var også vildt god. Men for helvede, læs C.V. Jørgensens seneste album, ’Fraklip Fra Det Fjerne’. Kasper Windings tonsætning er jeg ikke meget for, men teksterne er et værk i sig selv.

Andreas Hjertholm: ”Så skal jeg lige stramme mine skruer. Jeg læser næsten aldrig bøger til trods for min kærlighed til ord. Det bliver mest til billede- og fotobøger, plus film. Men jeg var ret vild med Nørlunds take på Strunges digte. Det var klart en lyrisk øjenåbner for mig. Som dreng brugte jeg meget tid på at finde på mine egne ord eller helt nye bogstaver. 

Dele af min inspiration kommer helt sikkert fra min vrede over f.eks. Thomas Helmigs tekster. Det kan jeg fanme gøre bedre, har jeg ofte tænkt. Summa summarum, når lyrikken bliver for flad og glat, forsvinder det personlige og mangfoldigheden dør. Jeg mister simpelthen evnen til at mærke eller opleve andre mennesker, og det gør mig både vred og ked af det. Derfor er sangtekster så vigtige og har altid været en direkte kanal til min egen stemme og ikke mindst min eksistensberettigelse.”

Atomfax og Ræv Hund Bjørn har tidligere arbejdet med Per Buhl Acs. Hvad er det han kan i et studie?

Hans Holten Hansen: ”Jeg kender Per tilbage fra 80'erne, hvor han et par gange lavede lyd for mit første band, How Do I, og senere på tur med Nørlund og Rhonda Harris efter ’Navnløs’-pladen. Jeg kender ham som en utrættelig arbejdshest. Han lægger hele sin vægt bag de projekter, han deltager i, og skubber fremad som en vanvittig, men når han producerer, er det netop en skubben, og ikke en trækken. Han åbner døren og siger: Se at komme af sted! Prøv for helvede! Gør det, mand! Han trækker ikke i en eller anden retning, som han synes er god. Nej, han forstærker den retning, man selv har, når man kommer og får den til at lyde godt. Ikke så meget pilleri og pis og ommere, bare den rigtige energi er til stede.”

Andreas Hjertholm: ”Per kender nogen måske bedst som punk-banebryderen fra No Knox. Som lydmand og producer har han blandt andet arbejdet med nyere acts som Synd og Skam, Under Byen og The Cabin Project. Dét, der gør produceren Per unik, er hans evne til få én til at slappe fuldstændig af. Han fjerner enhver form for studienerver og så er han enormt god til at bringe én på rette spor igen, når der er brug for det. Jeg er desuden overbevist om, at han bruger en masse små hemmelige krydderier i mixet, som har eksisteret i hans familie i generationer.

Følg Mørtel på Facebook. 

Støt her.