TOP FEMTEN. URANGERET. ALFABETISK ORDEN. DANSK/UDENLANDSK I SKØN FORENING
Billy Bragg: ’Tooth & Nail’
Americana med et ærkebritisk
twist. Det lyder søgt. Det var ikke desto mindre, den første tanke, der faldt
mig ind, da jeg lagde ører til 'Tooth & Nail'. Billy Bragg lyder mere og
mere som en moden folktroubadour. Ydmyg og personligt reflekterende. Den
politiske indignation lurer dog lige om hjørnet. Produceret i samarbejde med
Madonnas svoger, Joe Henry.
De Efterladte: ’Alvorsord Og
Etagevask’
Det kan godt være, at De
Efterladte var traditionen utro på 2011-debuten ’Traditionen Utro’. Det står
endnu værre til på ’Alvorsord Og Etagevask’. Nu er de gået hele vejen med deres
spoken-folkblues. Peter H. Olesens tekster har den rette blanding af sort humor
og realistisk kynisme. Sidstnævnte er måske så småt begyndt at aftage med
årene. Nedbarberet eller ubarberet? Det er ét fedt. Alt klæder dem...
Grant Hart: ‘The Argument’
Ambitiøst og fascinerende.
Konceptalbum har altid irriteret mig. Grant Harts dobbelt-lp har dog fået mig
til at redefinere min modvilje. I al fald for en stund. ’The Argument’ bygger
dels på et ikke offentliggjort manuskript af afdøde William S. Burroughs, der
havde omskrevet den engelske 1600-tals digter John Miltons ’Paradise Lost’ til
et teaterstykke og kaldt det ’Lost Paradise’. Dels på syndefaldsmyten og Satans
fald fra himlen. Buddy Holly, The Beatles, David Bowie, Bob Dylan og Grant Hart
i et smukt sammensurium. Frygtindgydende godt.
Kevin Morby: ’Harlem River’
De første gange jeg hørte Kevin
Morbys solodebut, fik jeg associationer til 'Stille Flyder Don'. Michail
Sjolochovs store romanværk om de dramatiske forandringer i Don-kosakkernes
tilværelse fra kort før 1. verdenskrig til den russiske revolution ebber ud i
begyndelsen af 1920'rne. Morby er et centralt og travlt medlem af både Woods og
The Babies. Hvor Don er vidne til Sjolochovs begivenhedsmættede fortælling, er
Harlem River det samme til Morbys sange om de fem år, han boede i New York.
Pladen er optaget i L.A., hvor han har slået sig ned. Om det er grunden til, at
de fleste skæringer ligger i et mellow, hviskende, meditativt leje, skal jeg
ikke trætte nogen med. Morbys stemme og måden han bøjer ordene på, minder mig
indimellem om Dylan.
Night Beats: ‘Sonic Bloom’
Night Beats debutalbum fangede
jeg ikke, da den blev udsendt i 2011. Til gengæld blæste den hovedet af mig i
2012. På ’Sonic Bloom’ afsøger trioen fra Seattle nye områder, følger nye
vildveje og når frem til et resultat, der måske er endnu bedre end debuten. Det siger ikke så lidt. Eller som
jeg læste et sted: "Just think what
would happen to Link Wray if he stumbled onto some love potion no. 9 spiked
with LSD, the outcome might just be Night Beats"
Lala Njava: ‘Malagasy Blues Song’
Der figurerer to kvinder på denne
årsliste. Begge sorte. ‘Malagasy Blues Song’ er Lala Njavas første udgivelse
udenfor hjemlandet, Madagaskar. Det er fremragende. Njavas originale guitarspil
er bygget op omkring håndholdt slagtøj, rytmeguitar og bas. Men det, der
virkelig rammer mig, er hendes udtryksfulde røst. Der, til trods for, at
sangene enten er på modersmålet eller fransk, får en gennemsnitlig white dude
med svenske aner, som mig, til at leve sig ind i det genstridige, determinerede
og længselsfulde udtryk, der er kernen i Njavas kompositioner.
The Pastels: ‘Slow Summits’
Intet år, uden Skotland. Muligvis
årets smukkeste album? Jeg elskede samarbejdet med japanske Tenniscoats, men
dette er den ægte vare. The Pastels første studiealbum siden ’Illumination’ fra
1997. Lige dele nærvær og fravær, lige dele af det søde liv og det sure slid,
lige dele af livets akavede og tillokkende øjeblikke. The Pastels balancerer
som altid på en knivsæg. Produceret af John McEntire fra Tortoise og The Sea And
Cake
Pere Ubu: ‘Lady From Shanghai’
’Lady From Shanghai’ var tæt på
ikke at komme med på denne liste. Jeg hørte det nærmest non-stop, da det udkom
først på året. Siden er det gået i glemmebogen. Et enkelt genlyt til
åbningsnummeret’ ’Thanks’, hvor det om og om igen lyder ”You can go to Hell”
over Anita Wards gamle diskoslager ’Ring My Bell’, var nok til at afgøre
placering her.
Pinkunoizu: ’The Drop’
Måske årets mest omtalt danske
band i udlandet? Hov, jeg glemte Iceage. Pinkunoizu har skrællet lag af den
blanding af psych, folk og verdensmusik som debutpladen, ’Free Time’, blev
rost for. Det er sket uden at give køb på nogle af de eksperimenterende og til
tider vanvittige idéer, der om noget er bandets særkende. Mere af den slags,
tak.
Psychic Ills: ‘One Track Mind’
Psychic Ills fra New York kan
fejre ti års fødselsdag i år. Og det gør
de på allerfineste vis med ’One Track Mind’. Bandet har altid været søgende,
ikke ligefrem nyskabende, men deres genrestrejftog har altid været interessante.
På den nye plade er det som om, at sangene har fået mere struktur, at det ikke
længere er lange jamsessions, der har været bestemmende for
melodikonstruktionen. Tag dog ikke fejl, Psychic Ills spiller stadigvæk en
trippy og tilbagelænet form for stoner-blues.
Spids Nøgenhat: ’Kommer Med Fred’
Jeg ved godt, at det er spild af
tid at bryde sit hoved med sådan noget. Men ethvert dagblad eller magasin,
enhver anmelder eller blogger, der tager deres metier nogenlunde seriøst
og ikke har ’Kommer Med Fred’ med i toppen af deres danske årsliste, burde
blive sagsøgt for arbejdsværing. Eller i det mindste blive frisat til andet arbejde. Årets danske rockskive. Ingen tvivl om det!
Mavis Staples: ’One True Vine’
Rygmarvmanøvre? Tjah! Jeg er vild
med de fire plader, som Mavis Staples har udgivet på Anti Records, de seneste
seks år. Ikke, fordi jeg behøver retfærdiggøre valget, men Mavis har ikke været
repræsenteret på mine årslister, siden den Ry Cooder producerede ’We'll Never
Turn Back’ fra 2007. ’One True Vine’ er på én gang både et mørkere og mere
opløftende album end det foregående, ’You Are Not Alone’, fra 2010. Staples
genopfinder blandet andet Funkadelics 1970’er funkklassiker ’Can You Get To
That’ og giver nyt liv til The Staples Singers ’I Like The Things About Me’.
Begavede sangskrivere som Alan Sparhawk fra Low, Nick Lowe og produceren Jeff
Tweedy har bidraget med nyt materiale.
Tal National: ’Kaani’
Et festorkester fra Niamey,
hovedstaden i Niger, der tæller mellem fem og femten medlemmer, deraf en
håndfuld guitarister. Hvor tiltrækkende lyder det lige? ’Kaani’ er Tal
Nationals fjerde plade siden 2006. Orkestret sammensmeder på allerfineste facon
traditionelle vestafrikanske stilarter. Musikken springer frem og tilbage. Uforudsigelig, hypnotiserende,
repetitiv afro-rock. Sådan!
Vår: ‘No One Dances Quite Like My Brothers’
En omvendelse er der ikke tale
om. Normalt beskæftiger jeg mig ikke synderligt med genrer som industrial, goth
og synthpop. Men Vår, der begyndte som en duo mellem Elias Bender Rønnenfelt
fra Iceage og Loke Rahbek fra Sexdrome, og siden fik følgeskab af Lowers
Kristian Emdal samt Lukas Højland, har ikke desto mindre sat sit eget dystre,
dystopiske aftryk på 2013.
Warm Soda: ‘Someone For You’
Himmelhøj powerpop fra den
tidligere frontmand i Bare Wire, Matthew Melton. Stramt, imødekommende og
charmerende.
TI STYK, DER IKKE KOM IND I
VARMEN PÅ UDVÆLGELSESDAGEN
De Høje Hæle: ‘Mund Til Mund’
Magnus, Myre, Henrik og Andrea.
The Del-Lords: ‘Elvis Club’
New York. Indeholder årets rocknummer, ’When The
Drugs Kick In’.
Dream Boys: ‘Dream Boys’
Jingle-jangle. Fra L.A. til
Glasgow.
The Ex & Brass Unbound: ‘Enormous Door’
The Ex udvider til stadighed deres
horisont.
Jupiter & Okwess
International: ‘Hotel Univers’
Fra Kinshasa i Den Demokratiske
Republik Congo. Spiller på
Global, 28. marts 2014.
Lumerians: ‘The High Frontier’
Moderne spacerock fra Oakland.
Fra Hawkwind over PiL til Joy Division.
The Oscillation: ‘From Tomorrow’
Wall of distortion.
Primal Scream: ‘More Light’
Bobby Gillespie er her endnu.
The Telstar Sound Drone: ‘Comedown’
Et sammenhængende trip.
Tony Joe White: ‘Hoodoo’
Vidunderlig blanding af
swamp-rock og delta-blues.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar