Af Jan Damage Petersen
Lyden af 90’erne og masser af
gamle kendinge.
UDENLANDSKE PLADER. TOP 20
#20 - Sebadoh - Defend Yourself
Efter 13 års pause, vendte Lou
Barlow og Sebadoh sidste år, tilbage med nyt materiale i form af EP’en
”Secret”. Et fremragende comeback, der lovede godt for dette års fuldlængde.
Forventningerne bliver ikke helt indfriet, men der sateme gode sange der gemmer
sig rundt omkring på ”Defend Yourself”.
#19 - Gravys Drop - Gumball
Der er sikkert ikke mange der
kender Gravys Drop, men det bliver der forhåbentlig ændret på, for bandet er
for alle. Nogle gange lyder de som AC/DC og andre gange som Elvis/Buddy Holly
etc. Det lyder måske en kende underligt, det er det egentlig ikke, men det gør
dem svære at beskrive. Måske jeg bare skulle citere deres hjemmeside ”Gravys
Drop is Rock n’ Roll”.
#18 - Touché Amoré - Is Survived
By
Der skulle meget til når bare ét
af de tre supportbands til Converge, en kold tirsdag aften for ca. et år siden
på Loppen, skulle få min fulde opmærksomhed. Den fik Touché Amoré den aften,
mest fordi jeg blev lidt nostalgisk, da det ledte tankerne hen på Serene og et
hav af andre svenske/amerikanske screamo-bands, jeg dyrkede i sluthalvfemserne.
”Is Survived By” er ikke bare et 90’er trip, men det er en imponerende, og til
tider iørefaldende, opdatering af en, for mit eget vedkommende, for længst
glemt genre. Herligt!
#17 - California X - S/T
Når du om lidt benytter dig af
linket nedenfor, så vil du sikkert tænke: ”Hov, lyder det ikke fuldstændig som
tidligt Dinosaur Jr?”. Svaret er ”JO!” Det er fedt ik’?
#16 - Merchandise - Totale Nite
Jeg ville godt have haft
Mechandise’ plade fra sidste år ”Desire”, med på min top 20 i 2012, men
desværre opdagede jeg først bandet i januar i år. Men så er det jo heldigt, at
de er så produktive, at jeg allerede fik en chance mere i år. Hvis man har hang
til 80’er plader fra f.eks. New Order/The Cure/Sisters Of Mercy, og ikke mindst
The Smiths, så dør man en lille smule når man hører en af årets bedste sange
”Anxiety’s Door”.
#15 - Crystal Stilts - Nature
Noir
Jeg var meget begejstret for
Crystal Stilts’ plade fra 2011 ”In love with Oblivian”, og på den baggrund blev
jeg noget skuffet de første gange jeg hørte ”Nature Noir”. Så fik jeg den gode
idé, at tage ned for at se dem på Stengade, og efter en fremragende koncert,
har pladen virket for mig lige siden. Der er skruet ned for tempoet, og mørket
har sænket sig, det gør denne post punk/garage-plade aldeles strålende, efter
nogle gennemlyt. Vel at mærke.
#14 - Darkthrone - The
Underground Resistance
Der er måske en grund til at
Darkthrones plade nr. 15!!!, hedder hvad den hedder. I hvert fald er det en
hyldest til undergrundsmetal, og pladen ender med at være en herlig potpourri,
af alle de musikalske udtryk bandet selv har leveret igennem tiden. Black/Død/Crust/Thrash/Doom,
altsammen krydret med et lille pift af klassisk Heavy Metal.
#13 - Robert Pollard - Honey Locust Honky Tonk
17 numre på 34 min. Det er derfor
man kun kan holde af Robert Pollard, hvad enten det er solo eller med Guided By
Voices (+ 30 andre projekter). Af de Pollard relaterede udgivelser der kom i
år, var ”Honey Locust Honky Tonk” den der lige bed sig fast. Den er til gengæld
også fremragende! Hvis du ikke rigtig kender GBV eller Pollard, så har du
travlt, kammerat.
#12 - Bed Wettin’ Bad Boys - Ready For Boredom
I en pladebutik i Berlin, pegede
en god ven på denne plade og sagde, at jeg skulle købe den. Det sked jeg højt
og flot på, men måtte så efterfølgende konstatere at han havde ret, og så
bestilte jeg den fra selv samme butik, da jeg kom hjem til København. Bag det
fjollede navn og grimme pladecover, gemmer sig et australsk rock/punk band,
bl.a. med et medlem fra Royal Headache, som er ét af mine absolutte
favoritbands for tiden. Det her er også imponerende stærkt!
#11 - The Kingsbury Manx - Bronze
Age
Jeg har fulgt The Kingsbury Manx
siden deres spæde start i 2000, og her på deres 7. album virker det desværre
som om, at der ikke er mange af os følgere tilbage. I hvert fald er det svært,
at finde anmeldelser, artikler etc om bandet. Det er synd, for de har udgivet
et af deres til dato bedste udgivelser i år ”Bronze Age”. Det er straight up
indie rock med fokus på den gode sang, ikke ulig Teenage Fanclub på deres gamle
dage.
#10 - Superchunk - I Hate Music
Du hørte garanteret ikke
Superchunk på Loppen, for et stykke tid siden, for stedet var sateme ikke
overrendt denne aften. (ja ja, I know, Bodil osv.) Det må du lave om på næste
gang, for det var et brag, en af årets koncerter, så håber vi bare ikke der går
yderligere 15 år? Men hvorfor skulle der gøre det, når de kan udgive plader som
”I Hate Music”? Lyt bare til
denne Power Pop perle.
#9 - Thee Oh Sees - Floating Coffin
Endnu et band der bare spytter
plader ud, og som regel er det med et overbevisende resultat. ”Floating Coffin”
er, efter min overbevisning, et af deres mest fokuseret albums nogensinde, med
flere regulær hits til følge. Og så er de et af de bedste live-bands derude i
øjeblikket (hørte i det Roskilde?), så selvfølgelig skal Thee Oh Sees tjekkes
ud hvis du ikke lige fik gjort det. Tjek lige coveret, stirrende jordbær med
hugtænder, Grrrrrrr!
#8 - Nick Cave & The Bad Seeds - Push The
Sky Away
Jeg holder egentlig meget af
Grinderman, men set i bakspejlet, er det ikke meget jeg har fået hørt deres to
plader. Det er nu Grinderman-holdet der udgøre kernen i Bad Seeds, og hvis
”Push The Sky Away” kun er begyndelsen, så er der ingen grænser for hvad de kan
drive det til. Nick Cave har i år udgivet, et af sine mest vedkommende og
nærværende plader i årevis. ”Jubilee Street” er et af årets bedste sange.
#7 - Fuzz - S/T
Jeg nåede lige at blive semi-skuffet,
over Ty Segall’s soloplade fra i år ”Sleeper”, men så dukkede han op med
projektet Fuzz, for med dette monster af en plade, så kan man ikke andet end
tilgive. Ty synger bag trommerne, og titlen lyver ikke, der er rigeligt med
fuzz. Som så mange andre bands i øjeblikket, er inspirationerne Black Sabbath,
Blue Cheer etc., men ”Fuzz” gør det bare bedre end de fleste lige nu.
#6 - Yo La Tengo - Fade
Året blev skudt fortrinligt i
gang, da Yo La Tengo allerede d. 15. jan. smed ”Fade” på gaden. Af den grund
blev det også, en af de mest spillede plader herhjemme i år. Men det er nu ikke
alene fordi, at jeg har haft 11 måneder til det, men det er bare en mega-solid
(som altid) Yo La Tengo plade. Så kan jeg ikke ønske mig mere!
,
#5 - Bonnie ’Prince’ Billy - S/T
Man kan jo undre sig over, hvorfor filan manden ikke har gjort dette noget før? Gjort hvad?, spørger du så. Udgivet sin første plade siden ’94, hvor instrumenteringen udelukkende er egen guitar, synonymet dengang var Palace Brothers. Lige som man troede, at manden ikke havde mere at skyde med, udgiver han et af sine bedste albums til dato. Smukt! At han så vælger selv at distribuere pladen, ved selv at tage rundt og aflevere en lille stak plader hist og her, så markedsprisen har været helt oppe på 150$, gør det endnu mere underligt.
#4 - Purling Hiss - Water On Mars
Alt det bedste fra amerikansk
indie/alternative-rock fra slut 80’er/start 90’erne, er samlet på denne plade.
En slags ”Best Of”, bare med nye numre, hvis man forstår sig på den slags. At
tage ned på KB18 en regnfuld søndag aften i april for at se Purling Hiss, er
blandt årets bedste beslutninger, sådan i kulturel kontekst forstås.
Forhåbentlig kommer der mere end 10 mennesker næste gang de spiller, det har de
sateme fortjent.
#3 - Nails - Abandon All Life
Skal vi ikke bare blive enige om, at Nails er noget af det mest forfriskende der sket for metalscenen i mange år? Vi får serveret død, hardcore, d-beat, grind, powerviolence etc. på 17 min.
”Kære Roskilde Festival, stort tillykke med at booke et af nutidens allerbedste bands, og good luck med at forsøge at få dem til at spille i 60 min.”
Hvad fanden, det er snart jul, I får sgu hele pladen.
#2 - Kurt Vile - Wakin On A Pretty Daze
Pladen jeg bare sætter på igen og
igen og igen…… Fordi den lyder pissegodt, og niveauet på sangskrivningen er
skruet gevaldigt i vejret siden hans seneste ”Smoke Ring For My Halo”. Og så er
Kurt en slackerrockens svar på Mark Knopfler, et overflødighedshorn af riffs og
guitarlir. Fantastisk!
#1 - Bill Callahan - Dream River
(Melodi: Sing When You’re Winning)
"Én Bill Callahan, der kun én Biiill Callahan,
én Biiiiiiill Caaaallahan,
der er kun én Biiill Caaallahan.
én Bill Callahan,
der kun én Biiill Callahan, én
Biiiiiiill Caaaallahan,
der er kun én Biiill Caaallahan.
én Bill Callahan,
der kun én Biiill Callahan, én
Biiiiiiill Caaaallahan,
der er kun én Biiill Caaallahan....."
Forsæt endelig så længe du vil.
UDOVER DET, HAR JEG, MED STOR
FORNØJELSE, LYTTET TIL
Chelsea Light Moving - S/T
Grant Hart - The Argument
The Men - New Moon
Mudhoney - Vanishing Point
Watain - The Wild Hunt
Uncle Acid & The Deadbeats - Mind Control
David Bowie - The Next Day
Charles Bradley - Victim Of Love
Low - The Invisible Way
Deerhunter - Monomania
Iggy & The Stooges - Ready To Die
Oblivians - Desperation
Thurston Moore & Loren Connors - The Only
Way To Go Is Straight Through
PLADER JEG IKKE NÅEDE AT HØRE NOK
TIL, AT DE KUNNE KOMME I BETRAGTNING TIL ÅRSLISTEN
Tim Hecker - Virgins
Wooden Shjips - Back To Land
Jonathan Wilson - Fanfare
Deafheaven - Sunbather
The Dead C - Armed Courage
Ingen kommentarer:
Send en kommentar